Borger

Borgmesterens tale på nationaldagen

Kære borgere – som er til stede her i Nuup Saava.

Først og fremmest, hjerteligt tillykke med vores nationaldag.

Det er sommersolhverv i dag. 

Vores forfædre kendte denne dag, før kalendere blev taget i brug – nemlig tidspunktet, hvor solen står højest, og lyset er på sit stærkeste. En tid, hvor man er sammen, går på fangst og opholder sig i naturen.

Solen og lyset minder os hele tiden om, at uanset hvor mørkt det måtte være, vender lyset altid tilbage. Det er netop dette, vores flag, som i dag er kendt verden over, giver udtryk for. Når den røde sol bryder frem over indlandsisen, er det et tegn på, at lyset vender tilbage. Vores flag viser også, at vi er et særligt folk med vores egen identitet, vores eget sprog og vores egen kultur.

De kulturelle værdier vi har arvet, fejrer vi, når vi markerer vores nationale mærkedage. Med stolthed over at være grønlændere fejrer vi det i vores nationaldragter, nyder grønlandsk mad og er sammen med familie og landsmænd, hvor vi synger, spiller musik og hygger os udendørs, når vejret tillader det.

Denne smukke tradition, som vi har arvet, giver vi også videre til de kommende generationer. Her findes vores fællesskab som folk og vores styrke.

Vi er et lille folk, og de vilkår, vi lever under, kan til tider være udfordrende. Derfor har vi brug for steder, hvor vi kan hente styrke, når vi møder udfordringer i livet. I vores tid, hvor livet til tider kan være uforudsigeligt, og hvor vi kan blive mødt af udfordringer uden for vores egen kontrol, har vi behov for fællesskaber, der samler os.

I kommunen arbejder vi løbende på at sikre og forbedre kvaliteten af den service, vi yder til borgerne. Jeg vil særligt fremhæve, at styrkelsen af familierne i vores kommune er blandt vores allerhøjeste prioriteter. For at sikre børn og familier stærke og gode rammer har vi udarbejdet en Børne- og Familiepolitik, herigennem er styrkelsen af familierne begyndt at have en konkret og positiv virkning, hvilket blandt andet har medført, at børn, som har været anbragt uden for hjemmet, har kunnet vende tilbage til deres forældre.

Det er vigtigt at kunne indrømme, når der er ting, som skal forbedres, men det er lige så vigtigt at være glade for det, der lykkes. Jeg ser det som noget at være stolt af, at vi i vores kommune i stigende grad bliver bedre til at udvikle metoder, der passer til os selv, og til at finde nye løsninger. Vi skal nemlig føre politik med udgangspunkt i os selv, hvis vi ønsker positive forandringer, ligesom beslutninger ikke længere skal styres centralt, men i stedet træffes med udgangspunkt i de berørte ved at give beslutningskompetencen og medbestemmelsen tilbage til dem. Der er allerede taget strategier i brug for vores byer og bygder, og i år vil strategierne for Paamiut, Ittoqqortoormiit og Tasiilaq også træde i kraft. På den måde vil udviklingen også ske i overensstemmelse med borgernes ønsker og være baseret på fælles ansvar.

Det, jeg også gerne vil sige, er, at vi som folk ikke søger det, der adskiller os, men det, der samler os, for når vi står sammen, skaber vi en enorm styrke. Tak fordi I er gode medborgere i vores kommune og bidrager til at føre samfundet fremad. På denne nationaldag viser vi endnu en gang meget tydeligt, hvem vi er som folk: vi fejrer dagen sammen, står sammen og henter styrke hos hinanden. Lad os bevare denne ånd, uanset årstiden og uanset hvilke begivenheder vi møder.

På vores nationaldag – vores sommersolhverv – ønsker jeg jer alle hjerteligt tillykke med dagen, og jeg håber, I får en rigtig god dag.