Borger

Nye pontonbroer styrker turismeinfrastrukturen i Paamiut

Destination Paamiut har nu fået etableret det første nye fundament, hvilket betyder, at en pontonbro nu er tilgængelig for byens bådoperatører og besøgende.

Erhvervsafdelingen forventer desuden at etablere det andet fundament inden for de kommende uger. Når arbejdet er afsluttet, vil der være to fundamenter og tilhørende pontonbroer til rådighed.

Pontonbroerne er etableret som svar på den positive udvikling inden for turismen. I år forventes hele fem bådoperatører at være aktive i destinationen, og behovet for forbedrede faciliteter har været et vigtigt ønske blandt de lokale turismeaktører.

Investeringen er også særligt vigtig i forbindelse med de mange krydstogtanløb til Paamiut. For at sikre en god oplevelse for både gæster og operatører er det afgørende, at destinationen råder over en velfungerende og tidssvarende infrastruktur. Derfor har Erhvervsafdelingen prioriteret projektet gennem midler fra krydstogtafgiften som en del af den fortsatte destinationsudvikling.