Borger

Hvordan kan Paamiut udvikle sig som turismedestination?

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Erhvervsafdelingen i Kommuneqarfik Sermersooq har netop afholdt to borgermøder i Paamiut for at få idéer til udviklingen af turisme i området. Byens borgere mødte talstærkt op, og var meget engagerede i at fremme Paamiut som turismedestination.

Ca. 75 borgere fra Paamiut var mødt op i forsamlingshuset, da repræsentanter fra erhvervsafdelingen i Kommuneqarfik Sermersooq for nyligt afholdte to borgermøder med fokus på turisme. Til de to borgermøder kom der masser af forslag og indspark på bordet, så Paamiut i højere grad kan udvikle sig til en smuk turismedestination med outdooroplevelser i verdensklasse.

”Paamiut er en helt unik by, og den unikke natur og kultur har potentiale til at tiltrække turister fra hele verden. Vi er begejstrede over det engagement og de forslag, vi har fået på borgermøderne, og vi ser frem til at arbejde sammen med lokalsamfundet om at realisere Paamiuts turismepotentiale,” siger Trine Mogensen, der er turismekonsulent i Kommuneqarfik Sermersooq.

Zoner til turismeudvikling
Èt af de temaer, der blev lagt særligt vægt på til borgermøderne i Paamiut, var den nye turismelov i Grønland, der netop er blevet vedtaget i Inatsisartut. Turismeloven inddeler blandt andet landet i grønne, gule og røde zoner, hvor der er i de grønne zoner er masser af muligheder for at udvikle turismen, er der i de røde zoner adgang forbudt for turister for at passe på den skrøbelige natur.

“Den nye turismelov giver os en klar ramme for, hvordan vi kan arbejde med zoneinddelingen i Paamiut på en bæredygtig måde. De grønne zoner åbner for spændende muligheder for at tiltrække besøgende og skabe vækst i lokalsamfund som Paamiut, mens de røde zoner sikrer, at vi værner om de mest sårbare områder. Borgermøderne viste et lokalt engagement og interesse i at finde balancen mellem udvikling og bevaring,” siger Trine Mogensen.

Erhvervsafdelingen i Kommuneqarfik Sermersooq ser et stort potentiale i turismeudviklingen i Paamiut, og sætter stor pris på borgernes mange forslag, der nu vil blive arbejdet videre med.