Borger

Kultursamarbejde mellem Kuluk Helms og Kommuneqarfik Sermersooq

Over hundrede børn fra både Tasiilaq, Ittoqqortoormiit, Nuuk og Paamiut har været til workshops og optrådt med Kuluk Helms, som i tæt samarbejde med Kulturrygsækken, har arbejdet ud fra det italienske teaterfirma Action Theatre’s teaterproduktion “The Invisible Robber”.


“The Invisible Robber” er en spændende fortælling fyldt med sange om dinosaurer og museer. Det mest enestående ved denne produktion er dog børnenes engagement; i hver by har lokale børn sunget og danset til teaterstykkets originale musik, de har udforsket deres egen fantasi og ideer, og de har prøvet kræfter af med at stå på scenen.

Efter intensiv forberedelse optrådte børnene på den sidste workshop-dag i hver by, med deres stolte forældre, bedsteforældre og søskende og lokalsamfundet som publikum. Kuluk Helms, den primære instruktør, blev i Paamiut assisteret af Ivalu Skifte Labansen, i Nuuk af henholdsvis Malu Lynge og Milla Petersen og i både Tasiilaq og Ittoqqortoormiit af Hanne Petersen.

“At bringe Kulturrygsækkens skønne tilbud til disse byer og se børnenes kreativitet blomstre har været en utrolig rejse. Deres entusiasme og fantasi er hjertet i disse workshops,” udtaler instruktøren bag forestillingen, Kuluk Helms.