Kultur

Midler fra kommunens kulturpulje bliver nu uddelt

Sermeq puljen bliver nu uddelt til nogle af de mange ansøgere, der har været i år. Rådet for Kulturfremme har godkendt fordelingen af midlerne, og fra kommunens side glæder man sig over, at midlerne er med til at støtte kunsten og kulturen i kommunen.

Ideen med kulturpuljen er at understøtte kommunens kulturpolitik og hovedstadsstrategi samt sikre en række kulturelle tilbud til borgerne. Kommuneqarfik Sermersooq skal forsat være en aktiv kommune, hvor kulturen og kunsten kan trives. I Rådet for Kulturfremme har man blandt andet lagt vægt på, at midlerne skal være med til at støtte grønlandsk samtidskunst, sikre at borgerne kan møde kunsten og kulturen i hverdagen samt bygge bro mellem kommunens mange bosteder.

Rådet for Kulturfremme har uddelt 2,5 millioner kroner til nogle af de mange ansøgere. I år støtter Sermeq puljen bland andet:

  • Kulturel udveksling i Tasiilaq
  • Musikalsk udveksling mellem Sermersooq Musikskoles afdeling Paamiut og musikskolen i Tasiilaq
  • Workshopdage med to musiklærere fra Sermersooq Musikskole i Ittoqqortoormiit
  • Nuuk International Film Festival 2023.

I år har der været knap 30 ansøgninger om støtte til kulturelle projekter. ”Det vidner om, at der er en masse virkelyst rundt om i hele kommunen, og en masse frivillige, der brænder for at levere kulturelle tilbud til kommunens mange indbyggere. Hvis en kommune skal lykkes med, at kunne tilbyde den kultur og kunst, som der forventes af borgerne, er det afgørende, at der er frivillige kræfter, som gerne vil løfte den opgave i samarbejde med kommunen. Det er noget vi som kommune sætter stor pris på.”, udtaler Borgmester, Avaaraq Olsen.