Borger

Fokus på graffiti i Tasiilaq

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

I uge 30 og 31 havde Ungdomskulturhuset fokus på graffiti

I samarbejde med graffitikunster Mathias Stenbakken og workshopafholder Camilla Flebo har elever udsmykket facaden på skolen i Tasiilaq med graffiti. Arrangementet skulle skabe ferieaktiviteter for børn, unge og familier, og samtidig skabe interesse for graffiti som kunst.

”Vi ville vise graffiti som kunst, i håb om at man i fremtiden også kunne udsmykke lidt videre på byen. Vi introducerer til dels graffiti som kunst, men vi skaber også en aktivitet, som de unge godt kan interessere sig for, og kan være stolte af at have deltaget i”, siger Mia Skifte Lynge, leder af Ungdomskulturhuset i Tasiilaq.

Graffitiworkshoppen startede med en familiefest i forsamlingshuset hvor de fremmødte så film om graffiti og hyggede sig med at tegne.

Fredag dannede formningslokalet på skolen rammen om dagen. Børnene tegnede motiver, og hentede inspiration i dyr, man kan finde i Grønland. Der blev også tegnet sæler på en plade. Alle kunne komme med deres udgave af dyret, og pladen var en gave til Ungdomskulturhuset.

For Mathias Stenbakken var det særligt betydningsfuldt at komme til Tasiilaq i forbindelse med graffiti: ”Jeg var barn i Tasiilaq, og det er her jeg stiftede bekendtskab med graffiti. Det var meget særligt at være her, for jeg mødtes med gamle barndomsvenner, gamle lærere, og jeg elskede især at kunne male graffiti med børnene her. For ligesom at give stafetten videre til næste generation, og håber på at de får lyst til at dykke mere i det.”

Alle tegninger og motiver blev samlet, og Mathias udtog tegninger og samlede dem til et værk, som kom op på en vægside på skolen. På den modsatte side af skolen hentede Mathias også inspiration fra en af de unges tegninger af havets moder.

Børn og unge fik både lov til at prøve spraymaling, men fik også set og oplevet den kreative proces, der ligger i at skabe graffiti-kunst, samt de forskellige etaper der er i graffiti-malingen. Det projekt som der for mange af deltagerne startede lidt tvivlsomt, endte i smuk kunst.

Tusind tak til alle de børn og unge, som har været med til alle aktiviteter og den kreative proces.

Ungdomskulturhuset vil gerne takke Mathias og Camilla for samarbejdet, og sammen vil de gerne takke Sermeq Puljen for bevillingen af penge, så projektet kunne blive til realitet. Tusind tak til folkeskolen, Tasiilami Alivarpi, for støtten til projektet og for at lægge hus og vægge til. Dernæst skal Pilersuisoq Tasiilaq takkes rigtigt mange gange for at sponsere maden i forsamlingshuset, RF Elektronik som donerede legetøj til børn, og STARK Tasiilaq som donerede støvmasker.

De deltagende børn fik alle legetøj. Resten bliver leveret til Prinsesse Margrethes Børnehjem i Tasiilaq.