Anlæg og Miljø

Legepladser og Multibaner

Justus Hansen

Kære medlem af Kommunalbestyrelsen, Justus Hansen (D)

Først og fremmest mange tak for dit spørgsmål.

Den 13. juni 2023 indsendte du spørgsmål til administrationen angående ” Legepladser / Multibaner”. Koncernservice har modtaget dit spørgsmål som er følgende:

” Vores legepladser/ Multibaner rundt i hele kommunen, bliver ikke løbende vedligeholdt, og ryddet op.

1. Hvem i Kommuneqarfik Sermersooq er ansvarlig for dette, bryder Kommuneqarfik Sermersooq ikke lovgivningen?

2. Visse Legepladser er dissideret farlige, hvad vil der ske, hvis et barn kommer til skade under leg?

3. Er der sat penge til side, og hvad er der af vedligeholdsplaner på samtlige legepladser i Kommuneqarfik Sermersooq?

4. Hvis Kommuneqarfik Sermersooq ikke selv kan magte opgaverne selv, skal Kommuneqarfik Sermersooq ikke udlicitere dette til private?

5. Legepladsen ved Suulup Aqqulaa, Tasiilaq er anlagt i et sumpområde, når der løber spildevand, det er sundhedsfarligt, hvad siger Kommuneqarfik Sermersooq til dette?”

AM

The administration's answer

Kære Justus Hansen,

Tak for til spørgsmål til administrationen vedr. vedligehold og oprydning af legepladser og multibaner i Kommuneqarfik Sermersooq.

Ad 1. Der findes offentlige kommunale legepladser, samt andre legepladser der administreres af boligselskaberne Iserit A/S samt A/S INI. Vedligeholdelse af offentlige kommunale legepladser varetages af Forvaltning for Anlæg & Miljø, driftsafdelingen. Forvaltningen er i gang med tilstandsregistrering af de kommunale legepladser, med henblik på udarbejdelse af planlagte vedligehold af legepladserne.

Ad 2. Forvaltningen bestræber sig på at sikre legepladserne, og få fjernet defekte legeredskaber. Det er som udgangspunkt forældrenes ansvar at holde øje med barnet, ved ophold på legepladser. Vi vil dog for en sikkerheds skyld få afdækket det juridiske ansvar hos en advokat, således der ikke er tvivl omkring eventuelt ansvarsplacering ved uheld på vores legepladser.

Ad 3. Der er et årligt budget på offentlige pladser, legepladser m.m., og forvaltningen er i gang med udarbejdelse af tilstandsregistrering af legepladserne, for at afklare det nuværende behov for vedligeholdelsesefterslæb, samt vedligeholdelsesplan for legepladserne.

Ad 4. Forvaltningen vurderer at kunne løfte opgaven, og kan også undersøge muligheden for udlicitering, når forvaltningen vurderer at behovet ikke kan opfyldes af forvaltningen.

Ad 5. Forvaltningen blev bekendt med forholdene ved Suulup Aqqulaa primo juni, og man har igangsat afmontering af legepladsen. Legeredskaberne monteres på eksisterende kommunale legepladser, excl. svævebanen som skal afklares med hensyn til placering.

Med venlig hilsen
Søren Pedersen
Direktør for Forvaltning for Anlæg og Miljø