Vedtægt om anvendelse af motoriserede befordringsmidler i det åbne land samt i byzoner-og bygdezoner. (Snescootervedtægten)
I medfør af § 6, § 7, stk. 2, § 9, stk. 1, og § 12 i Selvstyrets bekendtgørelse nr. 10 af 10. oktober 2013 om anvendelse af motoriserede befordringsmidler fastsættes:
Anvendelsesområder
§ 1 Vedtægten finder anvendelse på motoriserede befordringsmidler i byzoner og bygdezoner samt det åbne land i Kommuneqarfik Sermersooq.
Stk. 2. Vedtægten finder ikke anvendelse for:
1) Færdsel på indlandsisen eller gletchere, der udgår fra indlandsisen.
2) Færdsel på anlagte veje, pladser og marker m.v., der kræver meddelelse af en brugsret i henhold til den til enhver tid gældende Inatsisartutlov om arealanvendelse og planlægning.
3) Færdsel i forbindelse med drift af erhvervsmæssigt dyrehold.
4) Færdsel i forbindelse med tilsynsmyndighedens tilsyn med tekniske anlæg, biologiske undersøgelser samt tilsyn med jagt og fangst.
5) Færdsel i forbindelse med redningsaktioner, politiefterforskning, forsvarets aktiviteter og lignende.
Stk. 3. I områder, hvor motoriseret færdsel tillige er reguleret af anden lovgivning, er den til enhver tid mest restriktive regulering gældende.
Definitioner
§ 2 Ved by og bygd forstås i denne vedtægt de arealer, der i gældende kommuneplan er udlagt til byformål og bygdeformål.
2) Det åbne land: De arealer, der er beliggende uden for bygrænsen og bygdegrænsen samt fjordområder og havområder i de perioder, hvor der er islægning.
3) Motoriserede befordringsmidler: Ethvert motoriseret bæltedrevet eller hjuldrevet køretøj, der er konstrueret til eller anvendes til kørsel på is, sne, fjeld og andre naturlige landskabstyper, herunder ATV’er, pistemaskiner og snescootere.
4) Vandspærrezone: Det område hvor vandet til drikkevandsforsyningen kommer fra. Vandspærrezonen er beskyttet af Inatsisartutlov nr. 9 af 22. november 2011 om beskyttelse af miljøet.
Anvendelse af motoriserede befordringsmidler i det åbne land
§ 3 Kørsel med motoriserede befordringsmidler i det åbne land er alene tilladt i de af kommunalbestyrelsen vedtagne vinterkørezoner og vinter transportkorridorer, jf. bilag 1-5.
Generelle bestemmelser for anvendelse af motoriserede befordringsmidler i det åbne land
§ 4 Færdsel må kun finde sted, når jordbunden er snedækket med mindst 10 cm hård sne eller mindst 20 cm løs sne, og har en sådan bæreevne, at der ikke opstår skade på vegetation og jordbund, dog jf. stk. 2.
Stk. 2. Bestemmelserne i Stk. 1 finder ikke anvendelse ved kørsel på havis, søer, elve.
Stk. 3. Ved færdsel i det åbne land må der ikke foretages skarpe drejninger, acceleration eller opbremsning, der kan beskadige vegetation eller terræn.
Stk. 4. Krydsning af bredder og skråninger ved søer, større vandløb og fjorde må kun foretages på steder, hvor der ikke sker skader på vegetation og terræn.
Stk. 5. Færdsel skal tage hensyn til dyrelivet og holde en minimumsafstand på mindst 500 meter til rensdyr, moskus, får og isbjørne.
Stk. 6. Såfremt et motoriseret befordringsmiddel havarerer i terrænet, skal det fjernes før der sker skader på vegetation og jord ved evt. olie eller brændstoflækage. Fjernes køretøjet ikke efter påtale fra Kommunalbestyrelsen, kan Kommunalbestyrelsen lade køretøjet flytte for ejerens regning og risiko.
Generelle bestemmelser for anvendelse af motoriserede befordringsmidler i byer og bygder
§ 5 Færdsel er ikke tilladt indenfor skiliftsområder, langrendsløjper, golfbaner, kirkegårde, lufthavne, sportspladser og fodboldbaner.
Stk. 2. Har kommunalbestyrelsen vedtaget særlige færdselsruter for specifikke befordringsmidler i byer og bygder, må færdsel med disse befordringsmidler kun finde sted på de særlige færdselsruter.
Stk. 3. Færdsel med snescooter er ikke tilladt i tidsrummet imellem kl. 23:00 og kl. 06:00, idet der dog ikke gælder nogen tidsbegrænsning i Ittoqqortoormiit.
Dispensationer
§ 6 Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde meddele dispensation til færdsel med motoriserede befordringsmidler udenfor de af kommunalbestyrelsen vedtagne vinterkørezoner og vinter-transportkorridorer, jf. § 3.
Stk. 2. Begrundet ansøgning om dispensation skal være Kommunalbestyrelsen i hænde senest 4 uger før den planlagte færdsel. Ansøgningen skal indeholde en arealangivelse eller ruteangivelse samt en beskrivelse af formålet med færdslen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i forbindelse med en dispensation opstille sådanne vilkår, som måtte anses for hensigtsmæssige.
Stk. 4. Dispensationer meddelt efter stk. 1 kan til enhver tid ændres eller tilbagekaldes af Kommunalbestyrelsen eller Naalakkersuisut, når vilkårene for dispensationen overtrædes, eller når der efter Kommunalbestyrelsens eller Naalakkersuisuts skøn er tale om forhold, hvor der sker skade på natur og miljø.
Stk. 5. Dispensationer kan meddeles for op til 1 år ad gangen.
Tilsyn m.v.
§ 7 Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at reglerne i denne vedtægt overholdes.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen meddeler påbud og forbud, når de under § 4, nævnte retningslinjer for færdsel ikke er opfyldt.
Stk. 3. Påbud kan omfatte krav til anvendelse af bestemte ruter.
Stk. 4. Forbud kan omfatte krav om indstilling af al færdsel inden for bestemte områder og tidsperioder.
§ 8 Alle afgørelser truffet i henhold til denne vedtægt kan påklages til Klageudvalget vedrørende Miljøbeskyttelse efter reglerne i kapitel 14 i Inatsisartutlov nr. 9 af 22. november 2011 om beskyttelse af miljøet.
Foranstaltninger
§ 9 Overtrædelse af § 3, stk. 1 og 2, § 4, stk. 1-5 og § 5, nr. 1-3 kan medføre foranstaltninger i form af bøde og også konfiskation.
Stk. 2. Overtrædelse af vilkår fastsat i medfør af § 6, stk. 3, kan medføre foranstaltninger i form af bøde.
Stk. 3. Undladelse af at efterkomme påbud eller forbud efter § 7, stk. 2-4, kan medføre foranstaltninger i form af bøde.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) kriminalretligt ansvar efter reglerne i kapitel 5 i Kriminallov for Grønland.
Stk. 5. Bøder og konfiskation idømt efter stk. 1-4 tilfalder Landskassen.
Ikærfttræden
§ 10 Denne vedtægt træder i kraft d. 13-03-2020
Således vedtaget af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq den 10-03-2020