Du skal flytte din båd og bøje senest den 8. september. Manøvreområdet er spærret for gennemsejling, indtil pram og slæbebåde er færdige med arbejdet i området.

Kommuneqarfik Sermersooq etablerer i øjeblikket ny vejforbindelse mellem Qeqertat og Pukuffik. Næste skridt er montering af en brodrager mellem den nye dæmning fra vest mod Pukuffik.

Den 10. september ankommer brodrageren fra Polen på pram. Brodrageren bliver sejlet ind i vigen mellem bådforeningen og Iggiaa. For at manøvrere brodrageren på plads er det nødvendigt at sikre et cirka 170 meter bredt manøvreområde som vist på skitsen.

Du skal flytte din båd og bøje
Kommuneqarfik Sermersooq anmoder bådejere om at flytte deres båd, som ligger på svaj fra bøje, i det skraverede område på skitsen. Du skal flytte din båd, så slæbebåde og pram med brodrageren kan manøvrere frit i området. Du skal have fjernet din båd og bøje senest den 8. september.

Hvis du ikke har fjernet din båd og bøje fra manøvreområdet inden den pågældende dato, bliver de flyttet af Per Aarsleff Grønland til plads ved Iggiaa for din egen regning og risiko.

Manøvreområdet er afspærret for gennemsejling, indtil pram og slæbebåde er færdige med arbejdet i området.

Afvikling af arbejdet på datoen den 10. september er under forudsætning af, at vejret tillader arbejdet at blive færdiggjort på dagen, samt at andre uforudsete omstændigheder ikke indvirker på montering af brodrageren.