Udvalg studerede effektive skoler i Århus

Hvordan sikrer man, at børn og unge bevæger sig i løbet af dagen? Og hvordan får vi flest mulige unge videre på en ungdomsuddannelse? Det var nogle af de spørgsmål Kommuneqarfik Sermersooqs Udvalg for Børn og Skole stillede, da udvalgte i sidste uge var på studietur i Aarhus.

Her besøgte udvalget blandt andet tre meget forskellige skoler, der hver især har succes med at løfte deres elevers resultater og sikre sig, at børnene får bevæget sig nok i løbet af en skoledag.

”Det var imponerende at se, hvor innovative skolerne har tænkt. Bevægelse er både tænkt ind i elevernes læringsmiljøer, men også selve designet af skolen.”, fortæller formand for Udvalg for Børn og Skole Nivi Olsen.

Kommuneqarfik Sermersooq står selv overfor at skulle opføre en ny skole i Nuuk midtby der forventes at stå færdig i 2021.

”Vi har haft nogle gode drøftelser med både skoler, daginstitutioner, klubber og fritidstilbud, som hver i sær er kommet med så mange gode input, at vi er taget hjem med et robust fundament at arbejde videre på”, siger Nivi Olsen.