Kommuneqarfik Sermersooq har ansat Hjørdis Viberg som chef for de kommunalt ansatte i Tasiilaq.

De over fem hundrede kommunalt ansatte i Tasiilaq og dens bygder, får nu deres egne lokale chef at referere til.

Den nye chef bliver Hjørdis Viberg, 54, der kommer fra stillingen som produktionschef ved Filatelia i Tasiilaq, hor hun har været ansat de seneste seks år.

Hun er uddannet i ledelse og administration og har haft en lang lederkarriere i postvæsenet.

Hjørdis Viberg bor i Tasiilaq sammen med sin mand og to sønner. I sin fritid er hun engageret i en lang række af byens foreninger. Hun er bestyrelsesmedlem i Red Barnet og Kalallit Røde Korsiat, og hun er formand for butiksrådet og skolebestyrelsen i Tasiilaq.

”Tasiilaq har i de sidste seks år været mit hjem. Jeg har derfor et godt indblik i udfordringerne, men også de mange styrker vi har som lokalsamfund, og jeg glæder mig rigtigt meget til at komme i gang med arbejdet med at forbedre forholdene for borgerne og kommunalt ansatte i byen,” siger Hjørdis Viberg.

”Hjørdis har den ledelsesmæssige erfaring, der skal til for at påtage sig den store opgave, det er at være chef for over 500 mennesker. Hun har samtidig et smittende engagement og et stort hjerte for Tasiilaq. Derfor er jeg sikker på, at hun er den helt rigtige person til at stå i spidsen for vores udviklingsplan for byen,” siger kommunaldirektør i Kommuneqarfik Sermersooq, Lars Møller-Sørensen.

Udviklingsplanen for Tasiilaq blev sat i gang i januar i tæt samarbejde med borgere og virksomheder for at forbedre forholdene i byen. I februar bidrog 400 borgere med i alt 989 forslag. En klar anbefaling fra alle interessentgrupper, det vil sige: erhvervsliv, organisationer, ansatte og almindelige borgere, var at få ansat en lokal leder med ansvar for hele den kommunale forvaltning i Tasiilaq.

Det var et enigt ansættelsesudvalg, der efter flere samtalerunder pegede på Hjørdis Viberg. Ansættelsesudvalget består ud over ledelsen i Nuuk af tre repræsentanter fra ansatte i Tasiilaq.

”Det er vores kolleger i Tasiilaq, som kender lokalsamfundet bedst og ved, hvad der er brug for lokalt. Det har været enormt vigtigt for mig at kunne trække på den viden i rekrutteringsprocessen,” siger Lars Møller-Sørensen.