Det seneste år har været travlt i Kommuneqarfik Sermersooq. Der har været rekordmange henvendelser, fra virksomheder der ønsker at etablere sig i Nuuk.

Hotelbyggerier, en række handels- og produktionsvirksomheder og en international tech-virksomhed er således i øjeblikket på vej til hovedstaden.

Det vil sige, at over 200 private arbejdspladser og flere hundrede millioner skattekroner er på vej til Grønland.

Alle har de givet den samme begrundelse for valget af Nuuk. Byen er en arktisk hovedstad med en moderne havn og en moderne lufthavn på vej.

Modsat er meldingen lige så klar. Uden den nye lufthavn kommer der ingen investeringer i Nuuk.

I næste uge har Inatsisartut en enestående mulighed for at vise, at Grønland er en troværdig samarbejdspartner. Med oprettelsen af Kalaallit Airports blev der sendt et klart signal til verden om, at Grønland ønsker udvikling og udenlandske investeringer.

Ved at stemme ja til lufthavnspakken viser vores politikere, at de kan lægge en plan og holde den, og at Grønland er et land, man trygt kan investere i.

Økonomi- og Erhvervsudvalget i Kommuneqarfik Sermersooq betragter lufthavnspakken som en af de vigtigste beslutninger i landets historie. Ved at understøtte den spirende vækst og investeringslysten kan vi sammen bringe vores land tættere på en selvbåren økonomi.

I Kommuneqarfik Sermersooq bakker en enig kommunalbestyrelse op om udviklingen i infrastruktur og erhverv. Økonomiudvalget håber, at et enigt Inatsisartut er enige med os.

Med venlig hilsen

Udvalget for Økonomi og Erhverv, Kommuneqarfik Sermersooq

Asii Chemnitz Narup (IA)

Uju Petersen, supleant (IA)

Harald Bianco (IA)

Henrik Rachlev (IA)

Peter Davidsen (S)

Randi Vestergaard Evaldsen (D)

Jens Kristian Berthelsen (S)