Unge mellem 13 og 17 år får nu mulighed for at deltage i en ungdomskommunalbestyrelse i Kommuneqarfik Sermersooq. Det besluttede kommunalbestyrelsen enstemmigt på sit seneste møde.

Forslaget kommer fra kommunalbestyrelsesmedlem Peter Davidsen (S) der ønsker at øge de unges medansvarlighed ved at involvere dem.

– Jeg er meget glad over at mit forslag er blevet godkendt. Det er glædeligt at de unge i Kommuneqarfik Sermersooq får mulighed for at deltage og dermed bliver medansvarlige i den demokratiske proces. Det vil også betyde at de unge får mulighed for at komme med deres meninger og på den måde vil de også lære en del om de forskellige processer.

– Jeg synes det er vigtigt at ungdomskommunalbestyrelsen selv tager sager op der vedrører dem selv og derved få mulighed for at præge deres egen hverdag.

Peter Davidsen mener, at de unge kan komme med deres visioner og forslag og på den måde få mulighed for at ændre på forholdene.

– Jeg er slet ikke i tvivl om, at arbejdet i elevrådene på skolerne vil give meget mere mening. Der vil være et formål. Medlemmerne af elevrådet skal vælges til ungdomskommunalbestyrelsen og de unge kan så påvirke med deres meninger på vegne af den skole de kommer fra. På den måde kan de mere direkte tage sager op der vedrører dem.- Jeg regner med at elevrådene, lige fra de mindre klasser til de større klasser vil holde møder inden ungdomskommunalbestyrelsen mødes og på den måde vil de få ”ejerskab” for de emner de tager op til drøftelse.

Peter Davidsen er spændt på at følge ungdomskommunalbestyrelsen og vil følge de unge tæt, når de starter.

– Det bliver også spændende at se om de unge bliver mere interesseret i politik, siger Peter Davidsen.

Ungdomskommunalbestyrelsen etableres med første samling i 2018.

Der skal vælges 2 elever fra hver folkeskole/friskole i byerne samt 2 elever fra hvert bygdebestyrelsesområde. I alt drejer det sig om 26 elever.

Medlemmerne skal indsende forslag til behandling på ungdomskommunalbestyrelsens møder, som efterfølgende foreslås til kommunalbestyrelsen.

De unge skal have mulighed for at tilkendegive deres meninger i sager, der vedrører deres trivsel, læring og udvikling. De skal ligeledes have større indflydelse på de demokratiske processer og øge deres interesse for arbejdet i kommunen.

Det estimeres, at en ungdomskommunalbestyrelse vil koste 500.000 kroner hvert andet år.