Kommuneqarfik Sermersooq takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkast til samarbejdsaftalen.
Kommuneqarfik Sermersooq noterer med tilfredshed, at den Politiske Koordinationsgruppe er enige i problemstillingen samt at Formandens Departement har arbejdet videre med sagen under inddragelse af kommunerne. Kommunen er endvidere tilfreds med varigheden af høringsperioden.
Kommuneqarfik Sermersooq kan grundlæggende tilslutte sig udkastet til aftalen, med enkelte bemærkninger.
Kommunen finder en høringsfrist på 6 uger passende. Kommunen foreslår, at der udover ferieafholdelse i juli også tages højde for juleferie og forekomsten af helligdage. Der kan evt. fastsættes et antal arbejdsdage fremfor et antal uger.
Der bør endvidere tages højde for omfang, kompleksitet og omfang af konsekvenser. Ved større lovforslag såsom ældrestøttelov og handicapstøttelov er 6 uger minimum, mens det er muligt med kortere høringsfrister på mindre rettelser i bekendtgørelser.
Kommuneqarfik Sermersooq ser frem til implementeringen af principperne for at højne lovkvaliteten.
Kommunen anbefaler, at der sættes behørig tid af til det lovforberedende arbejde i arbejdsgrupper, da kommunerne ikke har ressourcer til en række af “hurtigt-arbejdende arbejdsgrupper” ved siden af kerneopgaverne.
Kommunen anbefaler, at retningslinjerne også kommer til at inkludere vurderinger af konsekvenstilpasningerne af den autoriserede kontoplan, så det bliver nemmere for lnussuk at tilpasse systemerne forud for lovgivningens ikrafttræden.
Kommunen er bekymret over princippet om øget brug af rammelovgivning og ønsker uddybet, at de samme krav til forarbejde gør sig gældende, når rammen skal udfyldes efterfølgende.
Kommunen anbefaler, at der skrives ind i retningslinjerne, at der skal afsættes behørig tid til udvikling, test, undervisning og implementering, når lovgivningen omfatter eller medfører behov for nye IT-systemer. Der har senest været omfattende og meget langvarige udfordringer med IT systemerne til understøttelse af lovgivningen om jobsøgningsydelse og lovgivningen om offentlig hjælp.
Behørig implementeringstid bør også sættes af, når lovgivningen har store konsekvenser – fx nye krav om botilbud, oprettelser af enheder eller lignende, der kræver, at økonomi, personale og fysiske rammer kommer på plads.
Kommunen ønsker endvidere, at Formandens departement oplyser kommunerne om kommende lovforslag, som departementerne har anmeldt.
Med venlig hilsen
Ole Jakobsen
Kommunaldirektør
Kommuneqarfik Sermersooq