> Download alkoholpolitikken <
Indledning
Kommuneqarfik Sermersooq vil spille en aktiv rolle i forhold til alkoholkulturen blandt kommunens borgere, arbejdspladser og virksomheder.
Restauranter, værtshuse, andre udskænkningssteder og privat køb af alkohol er for mange en naturlig del af deres sociale liv, og det er dermed for mange et almindeligt nydelsesmiddel. Der skal være plads til, at folk nyder alkohol, men overdreven indtagelse af alkohol har en slagside. Alkoholmisbrug kan være med til at ødelægge trygheden ved, at færdes i byerne og ødelægge forhold og familier. Det kan ligeledes skabe problemer med støj, trafik og brandfare.
Mennesker i vanskelige livssituationer kan også anvende alkohol som selvmedicinering af psykiske vanskeligheder, fx stress- og angsttilstande. Dette opfattes som misbrug af alkohol og kan med tiden medføre sammenbrud af tilværelsen på det personlige, det familiære, det arbejdsmæssige og det økonomiske område.
Alvorligt alkoholmisbrug anses i Kommuneqarfik Sermersooq for at være både et personligt og et samfundsmæssigt problem. Afhjælpning og forebyggelse heraf skal ske som en koordineret indsats på såvel det samfundsmæssige niveau som det personlige niveau.
Det er tydeligt for enhver, at emnet alkohol indeholder mange facetter, breder sig over mange fagområder, og indeholder både svære emner som tabu og misbrug, og lettere emner som fest og godt byliv.
Derfor har Kommuneqarfik Sermersooq opdateret nærværende alkoholpolitik, der er godkendt af kommunalbestyrelsen. Alkoholpolitikken vil ikke i detaljer beskrive og forholde sig til alle facetter af emnet, da vi tror på at relevant og dygtigt fagpersonale på en række områder er de bedste til at udvikle specifikke tiltag der virker.
Alkoholpolitikken danner derfor den overordnede ramme for kommunens holdning til alkohol og giver nogle vejledende retningslinjer for tildeling af alkoholbevillinger.
Vi håber, at alkoholpolitikken kan være med til at skabe åbenhed omkring alkohol på godt og ondt, samt forståelse for de regler, der er for bevillingsområdet.
Vores fælles ansvar for børn og unge
Kommunen ønsker overordnet at give alle børn og unge en tryg barndom. I dette ønske spiller alkohol en ikke uvæsentlig rolle. Alkoholmisbrug i hjemmet er en af de hyppigt forekommende årsager til mistrivsel hos børn. Kommunen ønsker derfor at arbejde frem imod at børn forskånes for alkoholens sociale slagside i de arenaer hvor de udvikler sig som mennesker og i deres liv generelt. Ligeledes er det et mål at sikre at unge voksne har en sund fritid og lærer gode vaner i omgangen med alkohol.
Gravide og børnefamilier
Gravide skal inspireres til ikke at indtage alkohol, da selv små mængder alkohol kan skade fosteret. Alkoholrelaterede fosterskader medfører livsvarigt handicap.
Forældre skal inspireres til at udvikle sunde alkoholvaner, så forældrenes omsorgsevne er intakt, og børn og unge ikke belastes af forældrenes brug/misbrug af alkohol.
Det påhviler personale med kontakt til gravide og børnefamilier en særlig forpligtelse til at have fokus på eventuelle misbrugsproblemer i familierne. Det er en del af de professionelles arbejde at beskytte barnet mod omsorgssvigt ved at underrette de sociale myndigheder ved mistanke om, eller konstatering af misbrug blandt forældre.
Der skal på de enkelte institutioner udarbejdes en alkoholpolitik og en vejledning til personalet, som angiver forventninger til de professionelle og som angiver ansvar, kompetence og handleregler.
Skoler og uddannelsessteder
Børn skal ikke indtage alkohol og det er et mål, at tidspunktet hvor de unge begynder at indtage alkohol, udskydes så længe som muligt.
Skoler, fritids- og uddannelsesinstitutioner er centrale som holdningsbearbejdende institutioner og har derfor et særligt ansvar for at præge børn og unges viden om og holdning til alkohol.
Alle skoler, fritids- og uddannelsessteder skal udarbejde en alkoholpolitik. Alkoholpolitikken skal fastlægge, hvad man i fællesskab forstår ved en fornuftig alkoholkultur og fastsætte klare retningslinjer for medarbejderne
Emnet alkohol og alkoholpolitikken skal drøftes i alle relevante fora: Skolebestyrelsen, lærerforsamlinger, i klasserne og på forældremøder, så der er tydelighed omkring holdningen til alkohol.
Sports- og ungdomsforeninger
Alkohol og foreningsliv for børn og unge er ikke foreneligt.
Sports og ungdomsforeninger har til formål at give børn og unge en indholdsrig og personligt udviklende fritid.
Det er kommunens forventning, at foreningerne påtager sig ansvar for at udarbejde og efterleve en alkoholpolitik.
Behandling
Kommuneqarfik Sermersooq arbejder målrettet mod en så effektiv og hurtig behandling af alkoholproblemer som muligt. Det er derfor også kommunens mål at samarbejdet mellem Allorfik Sermersooq eller andre behandlingstilbud og kommunens sagsbehandlere foregår så effektivt som muligt, da kommunen er af den overbevisning, at mange tilfælde af alkoholmisbrug kan stoppes ved målrettet behandling tidligt.
Det er ligeledes kommunens overbevisning at tabuiseringen af alkoholmisbrug fortsat må aftage i de kommende år. Kommunen sætter ikke lighedstegn imellem en aftabuisering og en social accept, derimod er overbevisningen den, at flere vil søge behandling tidligt hvis skyld og skam kan tales om fremfor forties.
Misbrugsbehandling er et tværsektoralt område mellem flere instanser, og det er vigtigt at sikre at borgerne møder de relevante personer når de ønsker behandling.
Kommuneqarfik Sermersooq og Allorfik har derfor en samarbejdsaftale, og borgere kan derved få gratis behandling ved Allorfik.
Kommuneqarfik Sermersooq indsats skal ligeledes til enhver tid koordineres med det arbejde der varetages af Paarisa.
Kommuneqarfik Sermersooq som arbejdsplads
Arbejde og indtagelse af alkohol på arbejdspladsen er ikke foreneligt.
Kommuneqarfik Sermersooq ønsker, som arbejdsgiver, at forestå med et godt eksempel på hvordan man, som arbejdsplads, kan omgås alkohol og tage misbrug alvorligt. Der er derfor udviklet en intern misbrugspolitik der er tilgængelig for alle medarbejdere på det interne sermeeraq.gl
Det er kommunens hensigt, at alle medarbejdere aktivt forholder sig til alkohol (forbrug, overforbrug, misbrug) og er sig bevidste om, at man som kommunal ansat er rollemodel for mange mennesker.
Alkoholpolitikken beskriver holdning til alkohol og regler i forhold til alkoholforbrug samt støtte- og behandlingsmuligheder for ansatte med alkoholproblemer.
Tillids- og sikkerhedsrepræsentanter er nøglepersoner, som bindeled mellem den berørte medarbejder og ledelsen, ved begyndende problemer med alkohol. Formålet med nøglepersoner er at sikre medarbejdere med alkoholproblemer den bedst mulige hjælp hurtigst muligt.
Bevillinger
En alkoholbevilling er for mange virksomheder en afgørende forudsætning for at drive forretning. Kommuneqarfik Sermersooq ønsker ikke at stille hindringer i vejen herfor, hvis virksomheden opfylder de lovgivningsmæssige krav til opnåelse af alkoholbevilling. Kommunen sigter derfor imod at skabe en god balance imellem effektiv sagsbehandling samt professionalisme og ordentlighed i sagsbehandling i henhold til lovgivningen.
Dette afsnit vil forsøge at klarlægge regler og procedurer på bevillingsområdet:
§ 3. Det er forbudt at sælge eller udskænke alkoholholdige drikke uden alkoholbevilling.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen udsteder alkoholbevillinger.
– Inatsisartutlov nr. 35 af 23. november 2017 om alkohol
Lovgrundlag
Tildeling, forvaltning og tilsyn med alkoholbevillinger reguleres gennem Inatsisartutlov nr. 35 af 23. november 2017 om alkohol med ændringer i Inatsisartutlov nr. 9 af 12. juni 2019 om ændring af Inatsisartutlov om alkohol.
Grundlæggende set er Kommunalbestyrelsen udstedende samt forvaltende myndighed for alkoholbevillinger, og Departementet for Sundhed agerer tilsyns- og klagemyndighed.
Kommunalbestyrelsen har til hensigt at forvalte bevillingsområdet efter lovens forskrifter, med vejledning hos det, i tillæg til loven udførte forarbejder samt bemærkninger. Kommunalbestyrelsen kan gøre brug af lovens muligheder for at opsætte vilkår for udstedelse af alkoholbevillinger. Dog skal alle kommunale afgørelser baseres på et sagligt grundlag til enhver tid. Ligebehandlingsprincippet medfører, at der ikke må gøres forskel på ansøgninger, som alle er ensartede udformet medmindre dette kan begrundes sagligt.
Kommuneqarfik Sermersooq ønsker at skabe bedst mulige rammer for kommunens virksomheders udfoldelse og udviklingsmuligheder. Kommuneqarfik Sermersooq vil sikre en ensartet bevillingspraksis i hele kommunen og medvirke til at fremme et varieret udbud af salgs- og restaurationsvirksomheder. Ved ansøgninger om alkoholbevillinger vil Kommunalbestyrelsen søge at undgå konkurrenceforvridning i branchen, fx ved at sikre at lejlighedsbevillinger udstedes under kontrollerede forhold.
Overordnet vil kommunalbestyrelsen så vidt muligt fastholde antallet af alkoholbevillinger på samme niveau indenfor hvert beboet område (by eller bygd). Efter en vurdering af overordnede samfundsmæssige hensyn kan kommunalbestyrelsen dog afvige dette princip ved fx:
– Udstedelse af bevillinger til lokaliteter i nye byområder
– Udstedelse af bevillinger, som efter kommunalbestyrelsens vurdering vil medvirke positivt til en generel samfundsmæssig udvikling (fx i forbindelse med turismeudvikling i Grønland)
I tildelingen af alkoholbevillinger vil lovens paragraf 5 kunne finde anvendelse.
§5. I forbindelse med behandling af en bevillingsansøgning skal kommunalbestyrelsen inddrage samfundsmæssige, ordensmæssige og forebyggende hensyn, der ud fra en samlet vurdering er egnet til at sikre hensigtsmæssige alkoholvaner. Kommunalbestyrelsen skal i denne forbindelse inddrage:
1) ansøgerens forretningskompetencer,
2) ansøgerens økonomiske forhold og finansplan,
3) placering, størrelse, indretning og særlige forhold, hvorfra det påtænkes at sælge eller udskænke alkoholholdige drikke, og
4) særlige sociale og politimæssige synspunkter.
– Inatsisartutlov nr. 35 af 23. november 2017 om alkohol
Nye alkoholbevillinger
Ved vurderingen af udstedelse af bevilling til en ny bevillingshaver, vil kommunalbestyrelsen lægge vægt på, om lokaliteten er egnet til alkoholsalg eller udskænkning. Bevillinger udstedes som udgangspunkt ikke til lokaliteter som er beliggende i et boligområde, i nærheden af sportspladser, haller, undervisningsinstitutioner eller andre lokaliteter, hvor unge mennesker normalt holder til. Ved behandling af ansøgning om fornyelse af en alkoholbevilling, vil kommunalbestyrelsen lægge vægt på, hvorledes den hidtidige periode er forløbet.
Kommunalbestyrelsen afgør enhver ansøgning om alkoholbevilling på baggrund af en konkret vurdering, hvori der indgår en afvejning af samfundsmæssige, ædruelighedsmæssige og ordensmæssige hensyn.
Alkoholbevillinger findes i flere kategorier med forskellige grader af tilladelser.
Hvis du ønsker at søge om en alkoholbevilling kan praktisk information findes på
https://sermersooq.gl/da/erhverv/tilladelser/Alkoholbevilling
Lejlighedsbevillinger
Ud over de faste alkoholbevillinger skal kommunalbestyrelsen udstede lejlighedsbevillinger til enkeltstående begivenheder, hvor der udskænkes alkohol. Det er altså den type bevilling der kan bruges ved enkeltstående offentlige fejringer eller lignende.
§10 stk. 5 Lejlighedsbevilling: Bevilling til enkeltstående offentlige arrangementer med udskænkning af alkoholholdige drikke, hvor den enkelte bestanddel af alkohol i en udskænket drik ikke må overstige 16 volumenprocent.
Lejlighedsbevillinger kan udstedes af formanden for kommunalbestyrelsen (Borgmesteren) med politiets samtykke
Samfundsmæssig og sociale betragtninger
Det er kommunalbestyrelsen mål og ønske, at alle borgere kan færdes sikkert og særligt børn og unge skal til enhver tid beskyttes imod gener fra salg og udskænkning af alkohol. Kommunens borgere skal kunne nyde de tilbud kommunens restaurationsvirksomheder byder på.
Det stiller store krav til, at begrænse alkohols skadelige konsekvenser.
Dette kan ske ved:
– At kræve at Lov om salg og udskænkning af alkoholholdige drikke overholdes
– At skærpe kontrol med bevillinger ved overtrædelser
– At fremme beskyttende foranstaltninger over for børn og unge som skiltning og evt. forbudszoner
– At opfordre alle virksomheder til at implementere og efterleve den, for bevillingen krævede, alkoholpolitik
– At kræve dokumentation for fuldendt kursus for udskænkningspersonale (eks. https://certifikat.gl/)
– At indlede en målrettet dialog med Selvstyret ift. planlægning af fælles indsatser på området
– At etablere og opretholde et tæt samarbejde med de lokale politimyndigheder
Kontrol med bevillinger
Den formelle tilsynspligt med udskænkning og salg påhviler Departement for Sundhed. Kommunalbestyrelsen kan dog i samarbejde med politiet overvåge bevillingshaveres forvaltning af de forpligtelser, som er knyttet til bevillingen jf. lovens §3 stk. 6. Dette gælder både faste alkoholbevillinger og lejlighedsbevillinger.
Afrunding
Som nævnt i indledningen er alkohol for mange til tider en naturlig del af det at være social, og alkoholindtag i kontrollerede mængder er for mange en nydelse. Alkoholindtag i ukontrollerede mængder kan derimod skabe uoverskuelige konsekvenser som vold, trusler, seksuelle overgreb og stofmisbrug. Ukontrolleret indtag af alkohol kan ligeledes sætte trygheden og morskaben på spil. Det er derfor Kommuneqarfik Sermersooqs intention, at tackle disse udfordringer på den mest hensigtsmæssige måde i nærhed med borgerne, og igennem kompetent og dygtigt fagpersonale.
For at dette skal lykkes, er det nødvendigt med en forebyggende indsats, der involverer alle parter: restauratører, kommunale myndigheder, politi, de unge og deres forældre, uddannelsesinstitutioner, Paarisa, frivillige m.fl.
Der forgår allerede en betydningsfuld indsats rundt omkring i kommunen, men det er vigtigt konstant at højne ambitionsniveauet med henblik på at samle og fastholde aktørerne i nattelivet i et formaliseret og forpligtende samarbejde.
Kommuneqarfik Sermersooq ønsker med denne alkoholpolitik, at danne den overordnede ramme for kommunens holdning til alkohol, og dermed at være toneangivende for indsatsen for at skabe en tryg kommune for alle borgere. Alle i kommunen, ansatte som borgere, skal udvise et fælles ansvar for at sætte ind overfor alkohols negative bagside.
Alkohol under ansvar og med respekt for mennesket!