
Halinspektør Kim Jakobsen Jensen i Paamiut har netop gennemført en uddannelse som fitnessinstruktør og kan nu tilbyde målrettede træningsforløb til borgerne.
For at styrke de lokale træningstilbud rejste han i slutningen af februar til Danmark, hvor han gennemførte et tre ugers kursus som fitnessinstruktør. Uddannelsen er blevet betalt af kommunen som led i at styrke lokale kompetencer og udvikle sundhedstilbud.
Efter endt uddannelse er han allerede kommet godt i gang i Paamiut. Indtil nu har han hjulpet en del borgere i gang med træning, hvor der tages udgangspunkt i den enkeltes behov og fysiske niveau. Med sin nye uddannelse kan han tilrettelægge individuelle træningsprogrammer og give vejledning, så træningen foregår trygt og effektivt, både ved brug af træningsmaskiner og egen kropsvægt
Han oplever stor interesse fra borgere i Paamiut og derfor planlægges et opstartsforløb, hvor deltagerne får støtte til at komme godt i gang, med målet om, at de på sigt kan træne mere selvstændigt.
Det giver gode muligheder for at videreudvikle tilbuddet og skabe trygge rammer for alle, der ønsker at være fysisk aktive.
Indsatsen bidrager til at fremme sundhed og trivsel blandt andet for ældre i Paamiut, hvor interessen for træning allerede er stigende. Den lokale ældre sports forening Qiimmaallugu har som gruppe gjort brug af tilbuddet og hver fredag formiddag tilbringer tid i fitness-et i hallen under råd og vejledning af instruktøren.
