Kommuneqarfik Sermersooq åbner center i Nuuk til unge, der har brug for et trygt sted at udvikle sig.
Kommuneqarfik Sermersooq starter nu Kompetenceudviklingscenteret i Nuuk som et kommunalt tilbud til unge med særlige behov. Centeret tilbyder et helhedsorienteret, et-årigt forløb med fokus på personlig, social og faglig udvikling.
Målgruppen er kommunens borgere mellem 16 og 28 år, som på grund af fysiske, psykiske eller kognitive udfordringer ikke har kunnet gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse og har behov for særlig støtte.
“Vores ambition er at skabe et sted, hvor unge med særlige behov kan udvikle sig i trygge og meningsfulde rammer – med fokus på relationer, nærvær og tydelige strukturer,” siger Malene Henningsen Jensen, leder af Kompetenceudviklingscenteret
Tilbuddet er oprettet ud fra en politisk prioritering. Det skal give unge mulighed for at udvikle deres egne ressourcer og finde nye veje i livet – tæt på hjemmet og på modersmålet.
“Det her er et af mine hjertebørn. Vi er glade for at kunne skabe et lokalt forankret tilbud til de her unge borgere,” siger Justus Hansen, formand for Udvalg for Social og Handicap i Kommuneqarfik Sermersooq.
Trygt læringsmiljø med individuel tilgang
Deltagerne møder et trygt og struktureret læringsmiljø med aktiviteter, der sigter mod at styrke:
- Færdigheder til at kunne klare dagligdagen selv
- Sociale kompetencer
- Faglig afklaring og forberedelse til uddannelse eller beskæftigelse
- Sundhed, trivsel og forståelse af egen situation
- Deltagelse i samfunds- og kulturliv
Målgruppen har ofte oplevet nederlag og har manglet mulighed for at finde vej i uddannelse eller job. Centeret skal være et trygt udviklingssted med individuelt tilpassede forløb og en høj grad af menneskelig nærvær.
“Centeret vil være med til at øge livskvalitet, selvstændighed og fremtidsperspektiver for de deltagende unge,” siger Mathias Knude Brusgaard, fagchef for Handicap og Socialpsykiatri i Kommuneqarfik Sermersooq.
Optagelse på centeret sker gennem visitation fra kommunens sagsbehandlere.
Et vigtigt skridt
Kompetenceudviklingscenteret afholder åbningsceremoni den 15. august 2025 fra klokken 14.00 til 16.00.
“Åbningen markerer et vigtigt skridt mod mere lokale og bæredygtige løsninger for unge med særlige behov. Det vigtigste for os er at møde de unge med respekt og realistisk håb – og skabe de rette rammer for, at deres potentiale kan udfolde sig,” siger Malene Henningsen Jensen.
I opstartsfasen er der tale om et mindre tilbud med plads til fire deltagere.
