Borger

Ansatte i Sermersooq står stærkere i krisehjælp efter succesfuldt kursusforløb

I starten af november måned afsluttede en gruppe ansatte ved Kommuneqarfik Sermersooq et intensivt todages kursus i krisehjælp. Målet var at styrke de kommunale medarbejderes kompetencer inden for kriseintervention og psykisk førstehjælp.

Kurset, som blev afholdt i Nuuk, var præget af aktiv deltagelse og engagement fra alle ansatte, som kan tilkaldes når der er behov for kriseintervention. Programmet omfattede emner såsom grundlæggende kriseintervention, psykisk førstehjælp til børn og unge, samt vigtigheden af egenomsorg for hjælpepersonale.

Fungerende fagchef i Børne- og Familieafdelings indsatsområde og organisator, Cecile Jeremiassen, udtrykte sin begejstring over kursets succes: “Vi er utroligt stolte over vores medarbejdere og deres dedikation til at forbedre deres færdigheder i krisehjælp. Dette kursus er ikke kun til gavn for vores personale, men også for samfundet. Nu er de endnu bedre udrustet til at støtte vores borgere i svære tider.”

Gennem rollespil, case-arbejde og workshops blev de ansatte udfordret til at anvende teoretisk viden i praksisorienterede scenarier, hvilket sikrede en praktisk læringserfaring. Der blev også lagt særlig vægt på at udvikle strategier for at passe på sig selv, mens man passer på andre; en grundlæggende færdighed for enhver i krisehjælperollen.

Souschefen i Ungecenteret i Nuuk, Julie Falksen-Albrecthsen deler sin oplevelse i kurset: “Det har været en utrolig berigende oplevelse, der har givet mig nye værktøjer og en dybere forståelse for, hvordan jeg bedre kan støtte folk i krise. Krise og trauma har været i fokus, hvor vi går dybere ind i forskellen mellem disse to ting.”

Kurset blev afsluttet med en fælles evaluering, hvor deltagerne gav udtryk for en øget følelse af selvsikkerhed i deres roller som krisehjælpere.

Der var deltagere fra alle skolerne i Nuuk, Tilioq i Paamiut, Ungecenter Nuuk, Børne- og Familiecenteret, afdeling for plejefamilie- og støttepersoner samt Børne- og Familieafdeling.