Borger

Turismen i Østgrønland får ny hjemmeside

Turismen i Østgrønland har fået en ny hjemmeside til regionale markedsføring. På www.eastgreenland.com kan turister, turistbureauer og krydstogtsrederier i fremtiden finde alle nødvendige oplysninger til at planlægge et besøg på østkysten. Det er turismemarketingorganisationen (DMO) Visit East Greenland som står for den nye regionale markedsføring. I 2022 besluttede Kommuneqarfik Sermersooq, at turismekoordination igen skulle være en del af kommunen. Siden starten af 2023 har en turismekoordinator Østgrønland været ansat i kommunens erhvervsafdeling, Sermersooq Business, hvor forvaltning af den DMO ligger.

”Alle, der har været i Østgrønland, ved, at det er en kæmpe oplevelse. Der er heldigvis mange turister, der besøger Tasiilaq og Ittoqqortoormiit, men vi vil gerne gøre flere interesserede. Derfor har vi skabt en ny hjemmeside, som skal brande regionen og vise de mange muligheder frem for verden,” siger Erhvervschef i Kommuneqarfik Sermersooq MadsDaniel Skifte.

Hjemmesiden blev i dag lanceret til Vestnorden Travel Market, hvor internationale turarrangører som de første kunne se den. Du kan selv besøge hjemmesiden på www.eastgreenland.com.

Turismen i Østgrønland er i fremgang. Alene i år har Tasiilaq mere en 20 krydstogtsanløb, mens Ittoqqortoormiit har haft 49. Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq Avaaraq Olsen ser derfor hjemmesiden som et godt redskab til at understøtte en allerede positiv udvikling.

”Turismen kan bringe jobmuligheder og udvikling til vores byer og bygder i Østgrønland. Den udvikling vil vi gerne understøtte. Specielt hvis vi kan hjælpe med at tiltrække kvalitetsturister, der rent faktisk bruger penge i lokalsamfundet. Det første skridt er at fortælle turisterne om alle de muligheder, der er i Østgrønland. Derfor er jeg meget glad for, at hjemmesiden nu er online,” siger borgmester Avaaraq Olsen.