Kunstneren Sacha Malinský har siden marts arbejdet på sit kunstprojekt ved navn “You matter” i samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq.
Formålet med kunstprojektet er at løfte og samle børn og unge i Nuuk, igennem kunst. Dette er blevet til et kunstværk, der symboliserer to fuglevinger, som vil blive monteret på rådhusets mure. Skulpturen skal invitere alle til at tage et opløftende foto af sig selv, foran de farverige vinger.
“Kunstprojektet er en hyldest til alle borgere i Nuuk, især børn og unge. Skulpturen er med til at minde os om alt det gode der løfter os som individer, og hvor meget vi kan skabe sammen i fællesskab. Hvert fjer på vingerne repræsenterer den enkeltes betydning i en større helhed, og fremhæver værdien af hver enkelte borger i Nuuk,” fortæller Sacha Malinský.
For at skabe vingerne har Sacha afholdt flere fjerworkshops for børn og unge i Nuuk. Disse workshops blev afholdt i samarbejde med Nuuk Lokalmuseum og Katuaq. Børnene blev opfordret til at udsmykke træfjer med deres personlige budskab om, hvad der gør dem glade. Ved at skrive, tegne og male på fjerene har de skabt unikke og farverige kunstværker.
“Det har været et enormt opløftende kunstprojekt, fyldt med smil, og til tider en helt speciel mediterende ro, imens der er blevet udsmykket træfjer. Kunst, især med et fokus på det positive budskab, kan løfte den enkelte, og samle mennesker i alle aldre. You Matter projektet er med til at minde den enkelte om at de er en vigtig og unik del af en større helhed.” siger Sacha Malinský.
Efterfølgende samlede Sacha mere end 150 af disse udsmykkede træfjer og skabte en betagende vingeskulptur. Skulpturen er et imponerende kunstværk, der illustrerer, at mange fjer tilsammen kan danne smukke og storslåede vinger. Denne symbolik minder os om, at hvert enkelt individ er afgørende for at skabe en levende og pulserende helhed.
Der vil være fernisering mandag d. 24. juli kl. 16-17, og Kommuneqarfik Sermersooq opfordrer alle børn og deres forældre til at deltage. Bemærk, at skulpturen vil være dækket til indtil ferniseringen. Kommuneqarfik Sermersooq fejrer åbningen af skulpturen, med at tage portrætter af borgerne foran vingerne.