Borger

Velbesøgt arrangement om fremtidens Nuup Saava

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Søndag den 21. maj var alle borgere i Nuuk inviteret til workshop, informationsarrangement og dialogmøde om Nuup Saavas fremtid.

Arrangementet fandt sted på Nuutoqaq – Nuuk Lokalmuseeum, der åbnede dørene for alle de nysgerrige borgere klokken 13.00. Samtidig blev der afholdt et udendørs arrangement rettet mod de lidt yngre borgere, der med kridt i hånden og områdets parkeringsplads som lærred kunne bidrage til byens ”største kunstværk”.

På museet kunne interesserede borgere høre mere om områdets fortid, om det nuværende byfornyelsesprojekt ”Vores Nuup Saava”, samt komme med deres ideer og holdninger til projektets indhold og områdets fremtid.

Samtidig blev der udstillet værker fra en af projektets tidligere workshops, hvor 6-klasses elever fra Atuarfik Samuel Kleinschmidt havde skabt collager, der viste deres visioner for fremtidens Nuup Saava.

Præsentation og afstemning
I det hidtidige arbejde med projektet ”Vores Nuup Saava” er der blandt andet blevet afholdt interviews med de borgere der bor i området, og indsamlet viden, holdninger og information via åbne spørgeskemaer.

Kommunen har i samarbejde med konsulentvirksomheden Inuva tilrettelagt en borgerinddragelsesprocessen. Inuva har erfaring med både borgerinddragelse, workshops samt sikrer kommunens neutralitet i processen, der har stået på fra februar til og med april. I samarbejdet med Inuva er administrationen og kommunalbestyrelsen blevet klogere på borgernes forhold til Nuup Saava, og hvilke idéer og visioner de har for området.    

Baseret på den indsamlede viden fra processen havde kommunens byplanlægningsafdeling udarbejdet forskellige scenarier for fokus af udviklingen af området, som de besøgende kunne stemme på og indikere i hvor stor grad de var tilhængere af. Scenarierne inkluderede blandt andet kunst, kultur, grønne områder, erhverv og fokus på tilgængelighed.

Flere hundrede borgere deltog i arrangementet i løbet af dagen, og mange brugte muligheden for at give deres mening til kende.

Dialogmøde
Som afslutning på arrangementet på lokalmuseet blev dagens afstemning og de hidtidige resultater af projektet ”Vores Nuup Saava” præsenteret. Efterfølgende blev der lagt op til dialog, hvor borgerne kunne snakke med de ansvarlige for projektet.

”Vores Nuup Saava” forsætter
Hvis du ikke havde mulighed for at bidrage med dine meninger og ideer på workshoppen, har du stadig muligheden, ved at udfylde spørgeskemaet online: https://citizenlabco.typeform.com/to/FojLYkzg

Næste skridt for projektet bliver, at arbejde videre med de mange idéer og visioner, som byens borgere har bidraget med. Ideerne har været mange, og de har alle haft til formål, at styrke Nuup Saavas betydning for både de lokale, og de stadig flere turister, som hvert år besøger Nuuk.