Siden 2014 har der været en omfattende oprydning af lossepladsen, og dengang så det ud til at være en umulig opgave. Nu er man nået i mål, og der er nu de rette betingelser for en fornuftig drift af Dumpen. Der skal lyde en stor tak til de medarbejdere, der har knoklet for at komme i mål.
Oprydningen af Dumpen i Tasiilaq har stået på siden 2014. Det har krævet mange arbejdstimer, at rydde op og sortere i det affald, som igennem tiden havde hobet sig op. Selvom man er nået i mål med oprydningen, har det været en lang proces med en række udfordringer undervejs – Infrastrukturelle problemer. Selvom oprydningsarbejdet stødte på en række udfordringer, har samarbejdet med ESANI – Grønlands Nationale Affaldsselskab, haft stor og vigtig betydning for det endelige resultat af oprydningsarbejdet.
Fra Kommuneqarfik Sermersooq skal der lyde en stor tak til alle de medarbejdere, som har været med til at komme i mål med arbejdet. ”Dumpoprydning i Tasiilaq begyndte i 2014, hvor vi for alvor kom i gang med tilrettelæggelsen for oprydningen. Det virkede som en umulig opgave, med tanke på hvordan Dumpen så ud dengang. Ingen opgave er umulig, men det kræver også, at der er nogle gode folk, der tager opgaven seriøst, og Materialegården i Tasiilaq har i den grad bevist sit værd”, udtaler fagchef i Forvaltning for Anlæg og Miljø, Margrethe Rosing Hegelund.
Der er nu de rette betingelser for en fornuftig håndtering af affaldet i Tasiilaq. ”Før vi påbegyndte oprydningsarbejdet, var der ingen plads til behandling af affald, og der var et virvar af gamle udtjente containere på pladsen. Nu er der plads til, at affaldet sorteres, behandles og afskibes. Den gamle Dump er planeret, og kun deponeringsegnet affald ender dér. Brændbart affald pakkes og afskibes. Træ neddeles til træflis. Jernskrot afskibes.”, udtaler afdelingsleder i Forvaltning for Anlæg og Miljø, Jakob Kofod.
Han forsætter: ”Områdeleder ved Materialegården i Tasiilaq, Ulrich Garfuri og hans folk har leveret en imponerende indsats, som vi i kommunen kan være meget stolte af.”