Kommunalbestyrelsen har godkendt et ønske fra skolen i Ittoqqortoormiit om at udvide kapaciteten til at undervise de store elever. Det betyder, at byens børn nu kan gøre folkeskolen helt færdig i Ittoqqortoormiit, og det vækker glæde hos skoleinspektøren.
Skoleelever fra Ittoqqortoormiit har været nødt til at flytte over 1000 km. væk hjemmefra som 13-14-årige for at gøre folkeskolen færdig i Nuuk. Det kan være et spændende eventyr for nogle, mens andre døjer med hjemve og mistrivsel. Men efter tirsdagens møde i kommunalbestyrelsen, får skolen i Ittoqqortoormiit nu mulighed for at undervise de store elever til og med 10. klasse.
”Det er fantastisk for både eleverne og skolen. Nu kan vi ansætte flere uddannede lærere og tænke mere langsigtet. Det får vi en meget bedre skole af” siger skoleinspektør Jonathan Petersen.
Unge, eventyrlystne og uerfarne
”Undervisningen her er fin, men jeg vil gerne til Nuuk”, siger Unuunu Lorentzen, og det samme siger Severin Anike, der går i 7. og 8. klasse.
Skoleinspektøren kan sagtens genkende billedet af eventyrlystne unge mennesker, men eventuelle problemer opstår først, når de unge allerede er kommet til Nuuk. Og han har set mange eksempler på, at det kan gå galt, når unge mennesker flytter så langt væk i så ung en alder.
”Vi ser hos nogle af de elever, der er ivrige efter at komme ud i nogle nye omgivelser, har svært ved at tilpasse sig. Nogle gange får de også sværere ved at passe deres skole, fordi der ikke er daglig kontakt til forældrene”, siger han.