Borger

Sermersooq kommunalbestyrelse bakker op om danske investeringer

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Udsigten til en betragtelig dansk investering i lufthavnspakken har fået Partii Naleraq til at forlade Naalakkersuisut og samtidig medført hårde ord fra enkelte politiske lokalforeninger.

Vi i kommunalbestyrelsen for Kommuneqarfik Sermersooq vil imidlertid gerne give vores fulde opbakning til forhandlingerne mellem Naalakkersuisut og den danske regering.

Vi føler os overbevist om, at vi har brug for både udenlandske investeringer og en bedre infrastruktur, hvis vi som land skal komme videre, når den danske regering tilbyder os begge dele, er det et interessant tilbud, der fortjener at blive taget seriøst.

Det er vores opfattelse, at alle investeringer skal vurderes selvstændigt. Vilkår, renter og afkastskrav afgør, om vi som nation skal sige ja eller nej til en investering.

At sige nej til en mulighed, simpelthen fordi den kommer fra Danmark, er udtryk for en arrogance, vi ikke har råd til.

Det er vores opfattelse, at en dansk investering i lufthavnspakken vil bringe os tættere på selvstændighed, og ikke længere fra den. Skal Grønland være en selvstændig nation, har vi brug for flere indtægtskilder, og en bedre infrastruktur er en forudsætning for en positiv udvikling i erhverv og turisme.

Vores lufthavnsstruktur har været diskuteret i årtier, det er vores håb, at de foreslåede danske investeringer ikke bliver brugt som undskyldning for at trække den diskussion i langdrag. Netop nu oplever vi en interesse fra virksomheder, der vil etablere sig i vores kommune, hvis der kommer en ny lufthavnsstruktur, derfor har vi ikke råd til flere forsinkelser.

Med venlig hilsen, Nuuk 10.09.2018

Charlotte Ludvigsen                  Peter Davidsen                           Justus Hansen

Gruppeformand IA                    Gruppeformand Siumut          Gruppeformand Demokraatit

Asii Chemnitz Narup

Borgmesteri