Nuuk: Flere bilister overser parkerings- og standsningsforbud ved Iggiaa ud for bådebroerne D-F.
Det sker hver dag, at bilister overser parkerings- og standsningsforbuddet ved Iggiaa ud for bådebroerne D-F.
I dag har det ingen konsekvenser, men Kommuneqarfik Sermersooq forventer, at tunnelen mod Nuuk åbner igen for bilister inden for en overskuelig fremtid – højst sandsynligt inden for en uges tid, og når det sker, bliver det et farligt sted at parkere.
”Når du kommer kørende fra lystbådehavnen i Nuussuaq med tunellen på højre side, kan du se tre kørebaner. Kørebanen længst til højre er til biler, der skal svinge til højre gennem tunellen. Kørebanen i midten er til biler, der skal svinge til venstre i retning mod atlanthavnen Sikuki. Kørebanen længst til venstre er til modsatrettet trafik – herunder biler og lastbiler, der kommer fra Sikuki-havn og skal dreje til højre, og biler fra tunnelen, der skal dreje til venstre, umiddelbart efter de er kommet ud ad tunnelen,” siger drift- og miljøchef i Kommuneqarfik Sermersooq, Frank Rasmussen.
Det er i denne sidste kørebane, at en del bilister vælger at parkere bilen. Trafikskilte markerer et totalt parkerings- og standsningsforbud i dette område ved Iggiaa ud for bådebroerne D-F.
”Der kan opstå farlige situationer i krydset på grund af parkerede biler. Derfor vil politiet holde øje med, om bilister parkerer ulovligt. Hvis du vil undgå farlige situationer og at få en parkeringsafgift, er det altså en god ide at parkere din bil et andet sted,” siger Frank Rasmussen.
Kommuneqarfik Sermersooq arbejder løbende på at forbedre trafiksikkerheden i krydset og tydeligt markere, hvilken kørebane bilister skal vælge.