Handicappolitik

Forord

Det er med stor glæde, at vi præsenterer Kommuneqarfik Sermersooq’s handicappolitik. Politikken fastslår vores politiske standpunkter og ambitioner for den langsigtede udvikling af handicapområdet i kommunen.

Vi har en vision om, at kommunen skal være et godt, trygt og givende sted at bo og leve for alle borgere. Det betyder, at borgere med funktionsnedsættelser – på linje med andre borgere – skal opleve at være værdsatte medborgere og have mulighed for aktivt at indgå i samfundslivet. Det betyder ligeledes, at alle kommunens afdelinger aktivt skal indtænke rettigheder for borgere med handicap både indenfor deres respektive områder, men også i deres dialog med eksterne samarbejdspartnere.

I 2017 vedtog Kommunalbestyrelsen en handicappolitik, som indtil nu har tegnet den overordnede retning for indsatserne på handicapområdet. Vi har fornyet handicappolitikken og sikret, at den følger udviklingen, som området har oplevet de seneste år. Blandt andet blev en ny Inatsisartutlov om støtte til personer med handicap godkendt i 2019, som medførte en bredere forståelse af handicapbegrebet og dermed en større målgruppe for indsatserne.

Handicappolitikken bygger på de samme grundlæggende principper og værdier som tidligere. Vi har fastsat nye fokusområder og målsætninger, som omfavner bredden af handicapområdet og samtidig illustrerer nødvendigheden af fælles ansvar og tværsektorielt samarbejde. Med handicappolitikken har vi anlagt en fælles platform, hvorfra vi vil udvikle handicapområdet i kommunen. Handicappolitikken vil blive udgangspunkt for en række konkrete indsatser, som fastsættes i en efterfølgende handicapsektorplan.

Vi lægger stor vægt på borgerinddragelse, da det er med til at skabe en følelse af samhørighed og mindske afstanden mellem borgere, kommune og politikere. Udformningen af handicappolitikken har derfor taget udgangspunkt i en inkluderende proces med afholdelse af borgermøder, dialog med handicaprådet og offentlig høring. Vi vil gerne takke borgere, foreninger og medarbejdere for at levere inputs til politikken.