Borger

Naasunnguaq-projekt i Tasiilaq: Børnene i centrum

Historic information

Information such as rates, opening hours, rules etc. in this article might not apply today.

Tasiilami Alivarpi har startet et nyt projekt i sommers, som har fået en bevilling fra Kommuneqarfik Sermersooq. Projektet hedder Naasunnguaq, som betyder ”lille blomst” på dansk og handler om at sikre kvaliteten i udviklingen af trivsel for eleverne på skolen.

Trivsel er en væsentlig forudsætning for udvikling og indlæring, og derfor har Tasiilami Alivarpi startet Naasunnguaq-projektet, som skal give eleverne mere plads til at kunne udvikle sig selv med hjælp fra deres lærere.

Naasunnguaq er en ramme, hvor børn bliver mødt af voksne, som ser det enkelte barns ressourcer og anerkender barnet, som det er. Derudover får barnet plads til at ”vokse og gro”, som de unikke mennesker de er, så de kan trives bedre i deres klasser. Elever, som er blevet indstillet af deres lærere, får en Naasunngualerisoq tildelt, der skal sørge for at give eleverne den støtte, som de har brug for.

”I Nuuk er der noget, som minder lidt om det, som hedder ”Boost-klasser”. De booster eleverne, deres selvtillid, faglighed samt ro, og det er for at undgå, at de rammer specialklasserne i stedet. Ønsket er at møde børnene, hvor de er og hjælpe dem på rette vej. Derfor har man også valgt at køre KRAP-kurserne i led med Naasunnguaq, så lærerne kan få de værktøjer, de kunne have brug for,” siger direktør for Forvaltningen for Børn og Skole, Lone Nukaaraq Møller.

Du kan læse mere om KRAP her

Naasunnguaq – lille blomst

Inspirationen til navnet Naasunnguaq er, at på samme måde som en blomst skal have vand og sol for at udvikle sig, skal de personlige ressourcer frem i lyset, dyrkes og plejes, hvis de skal have mulighed for at blomstre.

”Hele idéen bag projektet er at komme på forkant af de situationer, hvor elever i affekt kommer til at handle uhensigtsmæssigt og kommer til at stå i en situation, som de bagefter fortryder. Skolen har igennem årene brugt rigtig mange ressourcer på konflikter og udredning af disse, og ofte var løsningen ikke noget, som virkede konfliktnedtrappende – snarere tværtimod, da episoderne ofte førte til magtanvendelse og bortvisning i enkelte tilfælde. Det vil vi væk fra”, siger skoleinspektøren i Tasiilami Alivarpi, Jørn Holbech.

Eleverne er blomsterne, hvor lærerne er Naasunngualerisut – dem, der passer den lille blomst. En af de lærere, som har valgt at være en Naasunngualerisoq er Anso Olsen-Larsen, som er timelærer ved Tasiilami Alivarpi.

”Som Naasunngualerisoq håndterer vi mange forskellige elever fra 1.-10. klasse, og der er nogle gange, hvor det kan blive tungt og gå langsomt, men ud fra vores fællesmøde kan jeg se, at eleverne har taget godt i mod tiltaget. Jeg har lige givet slip på et barn, som jeg tog mig af, og det er altid dejligt, når det sker. For vi giver kun slip på et barn, når vi har nået vores mål, hvilket er, når barnet roligt kan deltage i timerne uden problemer og har nået de målsætninger, som vi laver i starten”, siger Anso.

I øjeblikket er der otte Naasunngualerisut i Tasiilami Alivarpi, som hver kan have op til fem elever ad gangen.