Thula (Tulla) Louise Sofie Andreassen fik i december Dronningens Fortjenstmedalje. Hun har arbejdet som folkeskolelærer på Tasiilami Alivarpi siden 1. august 1975, hvilket betyder, at hun i sommers har været ansat i 46 år på samme arbejdsplads!
Med ordene: ”Det, der nu skal ske, bliver sikkert både den første, eneste og sidste gang jeg får lov til at gøre dette – og det bliver helt sikkert første, eneste og sidste gang at dette sker for hovedpersonen selv”. Med disse ord fik Tulla Andreassen til sin store overraskelse overrakt Dronningens Fortjenstmedalje af sin leder og skoleinspektør på Tasiilami Alivarpi, Jørn Holbech.
Overrækkelsen skete til juleafslutningen d. 17. december, hvor alle medarbejdere på skolen var samlet til julegløgg og æbleskiver. I forbindelse med overrækkelsen var den del af Tullas familie, som bor i Tasiilaq i al hemmelighed blevet inviteret med. Andre familiemedlemmer var med på mobiltelefon og var med til at ønske Tulla tillykke på denne store dag, som var stor for alle; men selvfølgelig allermest for hovedpersonen selv.
Tulla har, udover arbejdet som folkeskolelærer, været ansat som ledende bibliotekar ved folkebiblioteket og er desuden uddannet skolebibliotekar. Hun har også i en periode på mere en ti år været viceskoleinspektør, en stilling hun af eget ønske fratrådte i 2008. Hun har sat sit præg på skolen og især i hjertet på mange af de børn, som hun har undervist igennem et langt lærerliv, og på 46 år er det blevet til rigtig mange. Hun har desuden haft ansvaret for elevudvekslingen mellem Gentofte og Tasiilaq i over 25 år, en udveksling, som hvert år medfører en audiens hos Prinsesse Benedikte.
Selv i dag i en alder af snart 73 år er Tulla en del af skolens teamledelse, og hun kan simpelthen ikke lade være med at gøre sin indflydelse gældende. Tulla er en ansvarsfuld, afholdt og stabil arbejdskraft, som en skolen har haft glæde af.