Borger

Pilotprojekt med hesteterapi viser positive resultater

Kommuneqarfik Sermersooq har i samarbejde med Viska Horses gennemført et pilotprojekt med hesteterapi for unge med udfordringer som udadreagerende adfærd og skolevægring. Erfaringerne viser tydelige forbedringer i både trivsel og relationer.

Projektet har været for 12 unge i alderen 10-18 år, som har haft brug for en anderledes indsats med fokus på tryghed, relationer og udvikling i deres eget tempo.

Et tilbud med plads til den enkelte

Hesteterapien foregår i rolige omgivelser, hvor arbejdet med hestene hjælper de unge med at finde ro, opbygge tillid og tage ansvar. Hesten reagerer ærligt og uden at dømme, hvilket gør det lettere for de unge at skabe kontakt og udvikle sig.

For nogle af de unge har forløbet også inkluderet tid sammen med familien i stalden. Det har været med til at styrke båndene derhjemme.

Politisk opbakning til indsatsen

Udvalgsformanden for Børn, Familie og Undervisning, Poul Petersen udtaler:

Det er helt afgørende, at vi som kommune investerer i forebyggende indsatser, der styrker børns og unges trivsel tidligt. Erfaringerne fra hesteterapi-forløbet i samarbejde med Viska Horses viser, at natur- og relationsbaserede tilbud kan gøre en reel forskel for børn og unge i udsatte positioner.”

Forældre mærker forskellen

Flere forældre fortæller, at deres børn er blevet mere rolige og mere åbne. De deltager mere i sociale aktiviteter og har lettere ved at være sammen med andre.

Nogle forældre siger også, at deres børn har fået en mere almindelig hverdag med mere overskud. Samtidig fylder svære tanker og følelser mindre, og de unge er blevet bedre til at håndtere dem.

Erfaringerne viser også, at indsatsen kan hjælpe med at forebygge skolevægring og skabe bedre trivsel i familien.

Viska Horses er et ride center i Nuuk, som tilbyder aktiviteter, arrangementer og oplevelser baseret på heste og ridning.