Borger

Stort engagement om sorg: Over 200 deltagere i to dages arrangement for ansatte i Kommuneqarfik Sermersooq

Sorg er en del af livet – og den stopper ikke ved døren til arbejdspladsen eller i mødet med kommunen. Det var omdrejningspunktet, da Kommuneqarfik Sermersooq samlede medarbejdere og ledere til to dages arrangement om sorg på arbejdspladsen og sorg i borgerkontakt.

I alt deltog 55 medarbejdere fysisk og omkring 20 online den første dag, som var målrettet socialrådgivere, kriseberedskab og sagsbehandlere. Dagen efter deltog 100 ledere fysisk og omkring 30 via Teams.

Det store fremmøde vidner om et tydeligt behov.

Sorg er noget, vi alle møder – både som mennesker og i vores arbejde. Derfor er det vigtigt, at vi som organisation tør tale om det og bliver bedre til at håndtere det – både over for borgere og hinanden, siger arrangør for dagene, Kommunikation & Personaleudviklingschef, Rosannguaq Rossen.

Fokus på borgere i sorg og krise

Første dag havde fokus på medarbejdere med borgerkontakt og deres rolle i mødet med mennesker i sorg og chok.

Her blev der blandt andet arbejdet med, hvordan sorg påvirker borgernes evne til at overskue deres situation, og hvordan fagpersoner kan støtte med både faglighed og medmenneskelighed.

Oplægget blev holdt af direktør Sofia Birgitte Horsten fra Dansk Center for Familier & Sorg, som gav indsigt i, hvad der hjælper – og hvad der kan gøre situationen sværere for borgere i krise.

Nyt hæfte skal støtte både borgere og kolleger

Anden dag var målrettet direktion, chefgruppe og afdelingsledere og markerede samtidig den kommende udgivelse af hæftet “Sorg på arbejdspladsen”.

Hæftet giver konkrete redskaber til, hvordan ledere og kolleger kan støtte medarbejdere i sorg – fra den første tid efter et tab til tilbagevenden til arbejdet.

Vi ønsker at skabe en arbejdsplads, hvor der er plads til hele mennesket – også når livet gør ondt. Ingen medarbejdere skal stå alene i en svær situation, lød det blandt andet i kommunaldirektørens Ole Jakobsens velkomsttale.

En samlet indsats i hele organisationen

Arrangementet er en del af en større indsats i Kommuneqarfik Sermersooq, hvor der både udvikles materiale til medarbejdere med borgerkontakt – og til organisationen internt.

Der er blandt andet igangsat arbejde med et særskilt hæfte målrettet socialrådgivere, kriseberedskab og sagsbehandlere, som skal styrke arbejdet med borgere i chok og sorg.

Begge indsatser har til formål at skabe et fælles grundlag, et fælles sprog og bedre støtte – både i mødet med borgerne og kolleger imellem.