Borger

Ny børne- og familiepolitik: Fokus på tidlig indsats og helhedsorienteret støtte til familier

Kommuneqarfik Sermersooq har netop præsenteret den nye børne- og familiepolitik for 2025 -2035, hvor hovedfokus er at skabe trygge rammer for børn, unge og familier. Politikken bygger på værdier som tidlig indsats, inddragelse af borgere og tværfagligt samarbejde.

De konkrete initiativer i børne- og familiepolitikken skal over de næste 10 år sikre trivsel og udvikling i hele kommunen.

Med den nye Børne- og Familiepolitik forpligter Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq sig til at tage det lange, seje træk for at sikre de bedste vilkår for børn og familier i hele kommunen.

“Med den nye lov på børne- og familieområdet vil vi skabe de bedst mulige rammer for en tryg opvækst for alle børn og unge i kommunen. Vi tror på, at den bedste indsats sker i tæt samarbejde med borgerne, så vi sammen kan finde de løsninger, der passer til den enkelte families behov,” siger borgmester Avaaraq Olsen.

Én indgang til hjælp
Den nye børne- og familiepolitik hviler på fire centrale værdier; tidlig indsats, inddragelse af familier og børn i beslutningsprocesserne, samarbejde mellem myndigheder og familier samt tilpasning af indsatser til borgernes unikke behov.

Med den nye børne- og familiepolitik bliver det desuden højt prioriteret at få indført et One Door-princip. Det betyder, at der kun vil være én indgang til hjælp fra kommunen for hele familien, samtidig med at Kommuneqarfik Sermersooq bestræber sig på at samle alle tilbud under samme tag.

Forebyggelse som kerneelement
Ét af de helt centrale mål i den nye børne- og familiepolitik er forebyggende tiltag, der har til hensigt at minimere behovet for at anbringe udsatte børn uden for hjemmet.

Med den nye børne- og familiepolitik ønsker Kommuneqarfik Sermersooq at styrke og udvide de forskellige indsatsmuligheder, så familier og børn kan få hurtig og relevant hjælp, så snart der opstår tegn på mistrivsel. Indsatserne skal leveres der, hvor borgerne bor, og hvor behovet er størst, hvilket i højere grad forventes at kunne forebygge nødvendigheden af anbringelser, som ofte er en traumatisk oplevelse for både børnene og deres forældre.

Tidlig indsats er afgørende
Et eksempel på én af de tidligere indsatser overfor mistrivsel blandt de helt små børn, er Kuserneq. Projektet kører allerede i Nuuk og kan nu fortsætte med den nye børne- og familiepolitik. Kuserneq er et behandlingshjem som yder behandling, støtte og hjælp til sårbare gravide og småbørnsfamilier med børn i alderen 0-2 år.

“Med Kuserneq viser vi, hvordan tidlig indsats kan gøre en verden til forskel for både børn og deres forældre. Ved at støtte familier allerede under graviditeten og i de første leveår, lægger vi fundamentet for en tryg opvækst og et stærkere familieliv. Det er en indsats, der ikke kun hjælper her og nu, men som kan skabe positiv forandring for generationer fremover,” siger borgmester Avaaraq Olsen.

Støtten gives til familier, der har behov for ekstra hjælp til at håndtere forældrerollen. Gennem terapi, familievejledning, individuelle samtaler, parsamtaler, spædbarnsterapi, undervisning og gruppesessioner klæder Kuserneq forældre og gravide på til at løfte forældrerollen.

Hellere plejefamilier end anbringelse
Undersøgelser viser, at anbragte børn i plejefamilier har bedre vilkår for at blive velfungerende voksne end børn, der kommer på døgninstitution. Derfor vil der fra kommunens side fremadrettet blive arbejdet målrettet og koordineret for at tiltrække flere plejeforældre.

Dog kan anbringelser i en døgninstitution være den bedste løsning for nogle børn. Derfor har Kommuneqarfik Sermersooq nu besluttet at oprette endnu en kommunal døgninstitution, der skal fungere efter samme model som Tupaarnaq. Det kommende år skal bruges på at finde et egnet hus, der kan købes til formålet, og til det afsættes der 20 mio. kr. i kommunens budget.

”Den nye politik er en vigtig milepæl for vores arbejde med at skabe bedre vilkår for børn og familier i hele kommunen. Vi ønsker at sikre, at alle børn får mulighed for en tryg opvækst og en stærk start på livet, og at familierne får den støtte, de har brug for, når de har brug for det. Det er en fælles indsats, der skal gøre en forskel – både nu og i fremtiden,” slutter borgmester Avaaraq Olsen.

Læs Børne- og Familiepolitikken på kommunens hjemmeside.