Vaccination af husdyr

På denne side finder du vigtig information vedrørende vaccination af husdyr.

Vaccinationspriser er pr. 1. januar 2018:

Hund/kat 686 kr. (Rabies-vaccination)

Hund 695 kr. (Vaccination mod hundesyge og parvovirus)

Samlet pris for rabies, hundesyge og parvovirus: 814 kr.

Disse priser er vejledende, se mere på www.donnasdyreklinik.gl/priser

Ved vaccination udleveres vaccinationsattest/vaccinationsbog og rabiesskilt til dyrets halsbånd.

Det er lovpligtigt, at hunde og katte bliver vaccineret mod rabies, hundesyge og parvovirus.
Hvis du som dyreejer modsætter dig vaccination af dine dyr, vil dette blive indberettet til kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan lade dine dyr tvangsvaccinere og hvis dette ikke er muligt, kan de (kommunalbestyrelsen) kræve, at dyret/dyrene bliver aflivet.

Hvad er rabies?

Rabies, også kaldet hundegalskab, er en virussygdom, der angriber hjernen og nerverne og forårsager dødelig hjernebetændelse.
Rabies smitter via spyt. Virus findes i stor mængde i spyttet hos smittede dyr og overføres ved bid, eller ved at spyt kommer i berøring med sår og rifter.

Rabies er vidt udbredt blandt rævene i Grønland. Ræve kan overføre rabies direkte til mennesker, hunde og katte ved fx bid. Hunde og katte kan overføre den til mennesker. Ved at vaccinere dit dyr, kan du forhindre, at det får rabies. Det er derfor vigtigt, at hunde og katte bliver vaccineret mod rabies, både for at undgå sygdom hos dyrene og for at undgå smitte til mennesker.

Hvordan ser et dyr, ud når det har rabies?

Dyr, som har rabies, ændrer ofte adfærd. Ræve med rabies mister ofte deres naturlige skyhed. Andre symptomer kan være: Stærk kløe, usædvanlig uro, nervøsitet, bidden i alt – for eksempel jord og sten, unormal hovedholdning, raserianfald, savlen, lammelser af underkæben eller bagkroppen.

Rabiesvaccinationen kan gives, fra dyret er 12 uger gammelt, og din hund/kat skal revaccineres mod rabies med maksimalt 3 års interval.

Har du formodning om, at et dyr er angrebet af rabies, skal det øjeblikkeligt anmeldes til politiet og Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland.

Hvad er hundesyge?

Hundesyge er en vidt udbredt og smitsom virussygdom, der ses hos hunde, ræve, ulve og beslægtede arter, fx mink og fritter i hele verdenen. Sygdommen forekommer fortrinsvis hos unge hunde, men også voksne og ældre hunde kan blive smittet.

Smitten overføres til den sunde hund ved kontakt med en syg hund, eller hvis hunden optager smittet spyt, sekret fra øjne og næse, afføring eller urin. En rask hund kan f.eks. træde i urin fra en syg hund, få lidt på poterne og senere slikke det i sig. En hundeejer kan på tilsvarende måde transportere smitstof med hjem, f.eks. under skosålerne.

Der er ikke nogen behandling for selve hundesygen, kun symptombehandling og i langt de fleste tilfælde dør hunden, hvis den er smittet med hundesyge.

Hvordan forebygges  hundesyge?

Hundesyge kan forebygges gennem vaccination.

Hvad er parvovirus?

Parvovirus er en virus, der giver sygdom i mave-tarmkanalen.

Hvordan smitter parvovirus?

Parvovirus opformeres i tarmen og millioner af viruspartikler kan findes i hundens afføring. Viruspartiklerne er hårdføre og kan overleve i op til 6 måneder i omgivelserne, også i arktisk klima. Dette er sandsynligvis årsagen til, at de fleste hunde smittes efter kontakt med kontamineret jord. Smitten optages gennem munden.

Hvad er symptomerne på parvovirus?

De første tegn på sygdom starter 4-14 dage, efter hunden er blevet smittet. De første tegn på sygdom er nedstemthed, appetittab og feber. Efter yderligere et par dage vil man se:

  • Opkast (ofte voldsom)
  • Diarré, der ofte er blodtilblandet
  • Feber
  • Dehydrering, der i værste fald kan fører til chok
  • Nedsat modstandskraft over for andre sygdomme

Alle hunde kan rammes af parvovirus. Sygdommen rammer fortrinsvis unge hunde, men også voksne og ældre hunde kan blive smittet.

Hvordan behandles parvovirus?

Der findes ingen behandling, der dræber parvovirus, kun symptombehandling og i langt de fleste tilfælde dør hunden, hvis den er smittet med parvovirus.

Hvordan forebygges parvovirus?

Parvovirus kan forebygges gennem vaccination.

Hundesyge- og parvovirus-vaccinationen gives 3 gange inden for 1 år og derefter hvert 3. år.

Husk: Hvis tæven er vel-vaccineret, vil hendes hvalpe også være beskyttet mod virus-sygdommene i den første levetid pga. antistoffer fra modermælken.

Hvilke hunde og katte skal vaccineres?

Alle hunde og katte skal vaccineres mod rabies første gang, når de er mellem 4 og 6 måneder gamle. Herefter skal de vaccineres igen hvert tredje år. Man kan påbegynde vaccination mod hundesyge og parvovirus, når hunden er 8 uger gammel.

Hunde og katte skal være raske og sunde, når de vaccineres.

Dyr, som viser tegn på sygdom, for eksempel feber, “forkølelse”, ophørt ædelyst eller tynd mave må ikke vaccineres, ligesom udmattede eller stærkt afmagrede dyr ikke kan vaccineres. Hvis man vaccinerer et svækket dyr, er der risiko for, at vaccinen ikke virker optimalt, og så er dyret ikke beskyttet mod sygdommene.

Vaccinen kan godt gives til drægtige tæver og katte.

Man kan vaccinere hele året rundt.

Mærkning af hunde og katte

Efter vaccinationen skal der fastgøres et rabiesskilt i hundens/kattens halsbånd. Skiltet skal fastgøres af vaccinatøren/dyrlægen eller af dig, imens vaccinatøren/dyrlægen ser det.
Skiltet er bevis på, at dyret er vaccineret mod rabies. Skiltets form og farve indikerer, hvornår dyret sidst er blevet vaccineret. Når dyret bliver revaccineret igen efter 3 år mod rabies, skiftes mærket ud med et nyt.

Hvordan får du dine dyr vaccineret?

Ejer har pligt til at sørge for, at vedkommendes hunde og katte i kommunen bliver vaccineret.
Vaccinationen skal udføres af kommunens vaccinatører, som er særligt uddannet til dette eller af en dyrlæge.

Husk:

  • Det er dit ansvar, at dine dyr er vaccineret
  • Hunde og katte skal bære et skilt i halsbåndet, som bevis for at de er vaccineret
  • Du skal hjælpe vaccinatøren med at holde dyret ved vaccinationen