Turismepolitik

Turismen er globalt i fremdrift i disse år og med flere og flere turister, der søger mod afsidesliggende destinationer og møder med nye kulturer, er Grønland en destination, der opnår mere interesse fra det internationale samfund.

Kommuneqarfik Sermersooq er verdens største kommune og repræsenterer mange spændende, alsidige og smukke dele af Grønland. Vi er en stærk bærer af Grønlands kulturhistorie, både nordbo, inuit, kolonitid og det moderne Grønland. Og vores smukke natur byder både på vilde udfordringer og muligheder for adventureoplevelser og har spor af jordens historie, med nogle af de ældste stenarter og fosiler.

Vi har mange erhvervsdrivende, der allerede driver den positive udvikling indenfor turismen. Kommuneqarfik Sermersooq skal være med til at bidrage til det vigtige arbejde for at sikre at turismen fortsat udvikler sig, ved at sikre gode rammevilkår og fjerne hindringer. Det skal være attraktivt at være en del af turismen.

Der har i det seneste år være et stigende fokus på turismen og dens udviklingspotentiale både lokalt, regionalt, nationalt og i privat og offentligt regi. Alt dette arbejde danner et solidt grundlag for turismepolitikkens visioner for Kommuneqarfik Sermersooq, så den afspejler både erhvervslivets værdifulde input og visioner, samt kommunens mål for turismen. Derfor er turismepolitikken vores alles og vi har et fælles ansvar for at den udleves og bliver en succes

Turismepolitikken angiver retningen for udviklingen i kommunens arbejde med turismen og hvordan vi kan understøtte turismeerhvervet til en kontinuerlig positiv udvikling. Turismepolitikken indeholder en overordnet vision og 5 stærke ambitioner, som sammen fortæller, vores ambition for fremtidens turisme i Kommuneqarfik Sermersooq. Disse spiller sammen med Naalakkersuisuts visioner for den nationale udvikling, og det regionale fokus, der udgør kommunens og landets samlede turismestrategi.

Målet er en bæredygtig fremtid med stærke destinationer, en bred vifte af virksomheder som ernærer sig ved turismen, med kompetent arbejdskraft, rammevilkår der understøtter erhvervet og et turismeerhverv som vokser sig større og stærkere og er en del af flere borgeres hverdag og Grønlands fremtid.

Derfor er Kommuneqarfik Sermersooqs vision følgende:

Kommuneqarfik Sermersooq vil igennem målrettet destinationsudvikling og erhvervsrettede rammebetingelser gøre turismen til et bæredygtigt erhverv med stærke kompetencer og et tydeligt økonomisk bidrag til kommunens og landets økonomi.

Denne vision udmunder sig i følgende fem ambitioner:

  1. Turisme for alle
  2. De rette rammevilkår og kompetencer
  3. Stærke destinationer
  4. Naturen og Kulturen som resurse og nationalskat
  5. Turisme som økonomisk og socialt bæredygtigt erhverv

Ambition 1: Turisme for alle

Turismen er et erhverv i vækst og en fremtidig bærende søjle i den grønlandske økonomi. Turismen har som erhverv mange interessenter; f.eks. turoperatører, overnatningssteder og luft-og vandtransport-operatører. Men turismen er mere end det. Turisterne skal smage vores destinationer, opleve dem, bevæges af dem. Derfor skal turismen være for alle, og flere interessenter skal tage ansvar for- og del i turismen: Turismen skal være for den lokale kunstner, der kan sælge sine værker til et internationalt publikum. Turismen skal være for den lokale caféejer eller restauratør, der kan byde turisten indenfor i Grønlands kulinariske univers. Turismen er for den lokale langrendsklub, der kan tage turisten med ud i naturen. Turismen er for den lokale fisker eller fanger, der kan tage turisten med ud på fisketur eller jagt og vise vores natur og hvordan vi lever af den m.fl. Turismen skal være for hele lokalsamfundet. Vi er alle fælles om at skabe den gode oplevelse af vores destination og må alle tage del i ansvaret for at turisten får en god oplevelse når de besøger os. Målet er at kunne skabe mere fuldtidsbeskæftigelse indenfor turismen og koble alle dele af oplevelsesøkonomien sammen, så turisme tænkes bredt og involverer mennesker og kompetencer på tværs af klassiske brancheopdelinger.

Derfor vil vi:

  • Arbejde for inddragelse af kunstnere og foreninger
  • Arbejde for at synliggøre hvordan den enkelte kan bidrage til turismen
  • Markedsføre turisme som et erhverv
  • Arbejde for kompetenceudviklingen for service, sprog og oplevelser

Ambition 2: De rette rammevilkår og kompetencer

Kommunen vil arbejde for optimale ankomst- og adgangsforhold til de oplevelser, som Kommuneqarfik Sermersooqs byer, bygder og natur tilbyder. Infrastrukturen skal understøtte destinationerne, så det er nemt for turisterne både at komme til destinationerne og bevæge sig rundt på destinationerne. Oplevelser skal være tilgængelige til gavn for både borgerne, aktørerne og turisterne og vi tænker bredt, så ingen er afskåret fra en oplevelse i Kommuneqarfik Sermersooq.

Lokalbefolkningen skal have glæde og gavn af turismen. De skal både kunne byde dem velkomne og interagere med dem. Og de lokale operatører skal have adgang til kompetent og kvalificeret arbejdskraft.

Derfor vil vi:

  • Sørge for at de fysiske rammer er i top
  • Bistå med kompetenceudvikling
  • Sørge for at rammevilkårene for erhvervet understøtter den positive udvikling
  • Medvirke til at fjerne de barrierer, der er for udvikling af turismen som erhverv

Ambition 3: Stærke destinationer

Sermersooq skal opleves. Kommuneqarfik Sermersooq favner så mange forskellige elementer af Grønland, og dette er vi stolte af. Kommunen er en stærk bærer af både kultur, historie og det moderne Grønland. Vi skal vise kommunens forskelligheder, f.eks. hvor det moderne Grønland møder den autentiske og utæmmede grønlandske natur og giver de besøgende de unikke oplevelser som Grønland forbindes med. Og med selvstyrets nationale planer om Visitor Centrer i de forskellige regioner, giver dette en oplagt mulighed for at fremvise nogle af de unikke elementer som Kommuneqarfik Sermersooq kan bryste sig af at have. Derfor er et samarbejde og samspil mellem de nationale og regionale ambitioner vigtigt.

Kommuneqarfik Sermersooqs ambition for turismen, er at skabe et bæredygtigt erhverv der er stærkt forankret i vores natur og hvor kultur og kendetegn fra alle dele af verdens største kommune er med til at understøtte kommunens og Grønlands placering som en stærk turistdestination. Kommunens natur, autenticitet og kultur imødekommer den globale turists behov for en unik oplevelse.

Vores destinationer skal hver især have en stærk profil. Der er i samarbejde med de lokale operatører og DMO’er udviklet lokale visioner for turismen:

Kommunen skal sikre rammer og vilkår for at lokale kræfter kan udvide og udvikle turismen sammen med destinationernes marketingorganisationer (DMO’er). Lokale operatører skal understøttes og lokale foreninger og kunstnere skal være med til at udvikle deres lokalsamfund og gøre det attraktivt for turister at besøge. Vi skal alle tage ansvar for, at vores destinationer bliver attraktive. Vi skal også kunne tænke på tværs af lokalsamfundene, med øget samarbejde blandt DMO’erne og mellem byer og bygder.

Derfor vil vi:

  • Samarbejde med selvstyret om etablering af Visitor Centrer og nationale seværdigheder
  • Støtte op om regionale turismeklyngesamarbejder
  • Sikre gode rammevilkår for at lave lokale events f.eks. kulturelle, sportslige eller konferencer
  • Støtte markedsføringen af vores destinationer gennem et godt samarbejde med vores lokale DMO’er
  • Støtte op om og bidrage til at bevare og videreformidle vores lokalhistorie

Ambition 4: Naturen og kulturen som resurse og nationalskat

Vores smukke natur har den stærke tiltrækningskræft som tillokker turister og det er også den vi selv tager ud i, når mulighederne byder sig. Vi har en stærk kultur der kædes sammen med naturen omkring os, hvor vi lever af dens resurser. Og vores natur byder på mange spændene overraskelser: Vi har nogle af verdens ældste sten-arter og fossiler fra dinosaurer. Jordens historie er der spor af i vores fjelde og fjorde. Derfor skal vi byde turisterne velkommen og stolt vise vores smukke natur frem. Vi kan tage dem med ud i den og vise dem alt hvad den har at byde på. Ved at vise dem vores madkultur kan de få en oplevelse, der bider sig fast i både minder og mave. Og ved at åbne op for naturen gennem eksempelvis vandreruter, åbner vi op for endnu flere opdagelser og muligheder.

Vores kultur er ligeledes noget vi stolt skal vise frem. Den er helt unik og noget turister ikke finder andre steder i verden. De skal smage, høre, se og opleve vores kultur og vores kunstnere skal kunne fremvise deres kunst til et internationalt publikum. Kulturen er med til at give vores destinationer kulør og kant og giver turisten et mindeværdigt indtryk af vores destinationer. Naturen, samt lokalsamfundenes autenticitet og kultur imødekommer den globale turists behov for en unik oplevelse.

Derfor vil vi:

  • Arbejde for inddragelse af kunstnere og foreninger
  • Afmærke vandreruter og lave stier, så aftrykket på naturen bliver bæredygtigt
  • Arbejde for et UNESCO-område i Østgrønland
  • Sørge for opsyn og regulering i samarbejde med de rette instanser, så vores natur og levende resurser ikke lider overlast

Ambition 5: Turismen som økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtigt erhverv

Det er vigtigt at turismen udvikler sig bæredygtigt, ikke kun økonomisk, men også socialt og miljømæssigt. Bæredygtighed er en stigende tendens indenfor turisme og turister bliver i stigende grad bevidste om, hvilken påvirkning de har på de samfund de besøger. Dette medfører en stigende efterspørgsel på bæredygtighed og er derfor noget vi alle skal tage stilling til. Turisterne vil opleve destinationer som er miljømæssigt og socialt bæredygtige, hvor de støtter og bevarer den lokale kultur og natur. Denne efterspørgsel vil også gavne udviklingen på de respektive destinationer og kommunen vil i takt med turismens udvikling sørge for at tilpasse rammerne så udviklingen er både social, økonomisk og miljømæssigt bæredygtig. Ved vækst i turismens kommer også vækst i affald og aftryk på naturen. Væksten skal derfor ledsages af rammer der gør, at væksten er så bæredygtig som muligt med mindst muligt negativ påvirkning af naturen og de levende resurser, og mest mulig positiv påvirkning på borgerne.

Kommuneqarfik Sermersooq ønsker at turismen bliver et selvbærende erhverv, hvor interessen for naturen og kulturen bidrager til den lokale økonomi og beskæftigelse. Kommunen vil skabe rammerne for et erhverv, der over tid er selvbærende og hvor aktørerne kan udfolde deres potentiale over hele året. Som det ser ud lige nu er turismen præget af en vintersæson og sommersæson, men Sermersooq er skøn hele året og selvfølgelig vil vi også gerne have at turisterne oplever vores kommune i de andre perioder. Dette vil også gøre flere borgere i stand til at ernære sig indenfor turismen og muliggøre at flere kan gøre det til deres helårsbeskæftigelse.

For at adressere bæredygtighed i turismeudvikling har vi med inspiration fra FN’s verdensmål formuleret følgende bæredygtighedsambitioner:

Derfor vil vi:

  • Arbejde for optimale ankomst- og adgangsforhold
  • Arbejde for kompetenceudvikling
  • Sikre at rammevilkårene understøtter en positiv og bæredygtig udvikling
  • Støtte op om regionale turismeklyngesamarbejder
  • Mindske aftrykket på naturen og muliggøre at naturoplevelser bliver så bæredygtige som muligt
  • Planlægge og forberede på et større affaldstryk gennem affaldshåndtering og dialog med erhvervet.
  • Arbejde for etableringen af et UNESCO-område i Østgrønland
  • Indgå i partnerskaber, der kan bidrage til at fremme den bæredygtige udvikling