På denne side kan du læse om, hvordan du ansøger om tilskud til frivilligt arbejde. Du kan eksempelvis downloade en blanket til ansøgning om tilskud til socialt arbejde. Derudover, kan du få indblik i de kriterier, der er forbundet med den kommunale støtte.
Blanket – ansøgning om tilskud til socialt arbejde
Kommuneqarfik Sermersooq værdsætter den frivillige indsats, og kommunen vil gerne styrke kvaliteten og antallet af frivillige projekter, der gør en positiv forskel for socialt udsatte og sårbare grupper i Kommuneqarfik Sermersooq.
Kommuneqarfik Sermersooq afsætter derfor årligt et beløb til puljen for frivilligt socialt arbejde. Formålet med puljen er at hjælpe organisationer, foreninger og enkeltpersoner med at lave aktiviteter målrettet gruppen af socialt udsatte.
Generelt er kommunens ambition, at uddelingen af puljemidlerne skal støtte indsatsen mod sociale og sundhedsmæssige problemer og fremme det meningsfulde og attraktive i at engagere sig i frivilligt arbejde i Kommuneqarfik Sermersooq.
Her på siden er kriterier for støtte og ansøgningsprocessen forklaret. Støtten tildeles efter ansøgning og inden for puljens samlede ramme.
Kriterier for støtte
Målgruppen
Organisationer, foreninger samt enkeltpersoner kan søge støtte til frivilligt, socialt arbejde.
Formålet
Puljens formål er at styrke det samlede frivillige arbejde gennem tilskud til projekter, der styrker den frivillige ulønnede indsats. Målgruppen for indsatsen er syge, svage, truede eller socialt udsatte grupper. Støtten tildeles efter ansøgning og inden for puljens samlede ramme.
Der kan søges tilskud til specifikke aktiviteter, der lever op til nedenstående kriterier for støtte.
Kriterier for støtte:
- Aktiviteten er en frivillig indsats til fordel for målgruppen.
- Aktiviteten er rettet mod borgere bosat i Kommuneqarfik Sermersooq.
- Aktiviteten er et tilbud til en borgergruppe eller en forenings medlemmer.
- Aktiviteten er til gavn for andre end én selv og ens familie.
- Aktiviteten har et konkret formål og udføres primært af frivillige foreninger, grupper/netværk og i særlige tilfælde også enkeltpersoner.
- Ansøger skal kunne dokumentere tilskuddets anvendelse.
- Ansøger skal have lokal forankring.
Særligt for foreninger, der søger:
- Foreninger skal føre medlemslister, lave budget og føre regnskab.
Aktivitetstilskuddet vil blive prioriteret ud fra følgende kriterier:
- Aktiviteter, hvor den frivillige indsats er kernen i projektet.
- Aktiviteter, der medinddrager brugerne i bredt omfang.
- Aktiviteter, der bidrager til at styrke det sociale netværk.
- Aktiviteter, der gennem støtte og rådgivning eller anden aktivitet sigter mod at forebygge problemer for ensomme og socialt vanskeligt stillede borgere med henblik på større indhold i tilværelsen.
Der gives ikke støtte til:
- Der kan ikke søges støtte efter en aktivitet har fundet sted.
- Der ydes ikke støtte til private arrangementer og til aktiviteter, hvor der udskænkes alkohol.
- Aktiviteten må ikke være i strid med anden lovgivning, regler med videre.
- Der ydes ikke støtte til politiske og forkyndende aktiviteter.
- Der gives ikke støtte til varige driftsudgifter.
Ansøgningsfrister
Aktivitetstilskud kan søges flere gange om året. Fristen annonceres offentligt.
I 2024 er ansøgningsfristerne 15/6 og 1/11.
Regnskabskrav
Hvis en forening modtager støttemidler, skal regnskab for støtteåret indsendes inden 1. maj det efterfølgende år.