Her på siden kan du læse mere om dine pligter og rettigheder under sygdom.
Arbejdsmarkedet i Grønland består af en offentlig og en privat sektor. Arbejdsforholdene i både den private og den offentlige sektor er reguleret gennem lovgivningen. Offentlige ansattes ansættelsesvilkår er herudover også reguleret efter den overenskomst, den enkelte er ansat efter. Nedenstående gælder kun for offentlige ansatte.
Så længe du er arbejdsdygtig, har du pligt til at varetage dit arbejde. Bliver du syg, kan det dog blive nødvendigt ikke at møde på arbejde, indtil du er rask. Som offentlig ansat, har du visse rettigheder og pligter i forbindelse med din sygdomsperiode.
Pligter
Når du har et arbejde, har du en række pligter over for din arbejdsgiver, hvis du bliver syg. Bliver du syg og er du derfor ikke i stand til at varetage dit arbejde, skal du:
- På din første sygedag kontakte din arbejdsgiver og oplyse at du er syg
- Dokumentere at du er syg ved hjælp af en lægeerklæring, hvis du er syg i 3 dage eller mere
Rettigheder
- Er du månedslønnet, har du som hovedregel ret til løn under sygdom. For at kunne få løn under sygdom, skal du sygemelde dig i henhold til arbejdsstedets regler herom, og hvis du har specielle aftaler omkring sygefravær, skal disse også overholdes
- Er du timelønnet, har du ikke ret til løn under sygdom. I stedet for har du ret til sygedagpenge. Vil du søge om sygedagpenge, skal du henvende dig til dit lokale arbejdsmarkedskontor