Socialfaglig undersøgelse

På denne side kan du læse om hvad en socialfaglig undersøgelse er, og hvad den har til formål, samt hvad du eventuelt skal være opmærksom på. 

Hvad er en socialfaglig undersøgelse?

Hvis et barn eller en ung har særlig behov for støtte, er der mulighed for at få hjælp i Forvaltning for Børn og Familie.

Det er et lovkrav, at der skal udarbejdes en socialfaglig undersøgelse, inden Forvaltning for Børn og Familie kan etablere hjælp og støtte til barnet eller den unge efter inatsiartutlov nr. 20 af 26. juni 2017 om støtte til børn.

Formålet med en socialfaglig undersøgelse er at sikre, at sagsbehandleren får undersøgt barnets/den unges forhold, inden der træffes beslutning om at iværksætte støtte.

For at finde frem til den bedst mulige hjælp, vil sagsbehandleren i samarbejde med barnet/den unge og familien undersøge og beskrive barnets/den unges ressourcer, vanskeligheder og behov for støtte.

Sagsbehandleren vil også beskrive de muligheder og ressourcer familien og netværket omkring barnet/den unge har. Disse muligheder og ressourcer kan være med til at afhjælpe de vanskeligheder, som barnet/den unge er i.

Det er den socialfaglige undersøgelse, som vil danne grundlag for sagsbehandlerens vurdering af barnet/den unge og familiens behov for hjælp. Sagsbehandleren vil i samråd med familien træffe beslutning om den støtte, som kan sættes i gang.

Den socialfaglige undersøgelse er et aktuelt helhedsorienteret billede af barnets/den unges situation, hvor formålet er at finde frem til den bedst mulige støtte, så barnet/den unge og familien kan komme ud af de vanskeligheder de befinder sig i.

Hvad indeholder en socialfaglig undersøgelse?

Når sagsbehandleren begynder på en socialfaglig undersøgelse, vil der i samarbejde med barnet/den unge og familien blive aftalt, hvem i barnets netværk, som skal inddrages, og hvor der skal indhentes oplysninger fra.

Sagsbehandleren undersøger og beskriver barnets/den unges udvikling og adfærd, samt forhold vedrørende familie, skole, fritid, venskaber og andre relevante forhold.

Børnesamtalen

Det er vigtigt at få barnets/den unges egen opfattelse af sin situation, for at sagsbehandleren kan iværksætte den rette støtte. Sagsbehandleren skal derfor altid have mindst én samtale med barnet og den tilrettelægges efter barnets modenhed. Til børnesamtalen er det muligt at få en bisidder med. Bisidderen kan være en lærer, et familiemedlem, en person fra Najorti eller en anden person, som barnet er tryg ved.

Ressourcer

Selvom barnet/den unge og familien har det svært, er det vigtigt at sagsbehandleren er opmærksom på at afdække ressourcerne hos familien, andre familiemedlemmer og netværket omkring barnet/den unge.

At afdække ressourcerne kan bidrage til at familien får ny energi og lyst til at arbejde med vanskelighederne. Familien bliver i stand til at se fremad, hvilket vil være med til at styrke barnets/ den unges fremtid.

Udtalelser fra andre fagfolk

Sagsbehandler vil ofte indhente udtalelser fra andre fagfolk. Disse kan være skole, dagtilbud, psykolog eller andre relevante fagfolk. Sagsbehandleren bruger udtalelsen i den socialfaglige undersøgelse, til at belyse barnets/den unges forhold bedst muligt.

Socialfaglig vurdering

På baggrund af alle oplysninger i den socialfaglige undersøgelse analyserer og vurderer sagsbehandleren barnets/den unges udækkede behov i forhold til familiens ressourcer. Denne vurdering fører frem til at sagsbehandleren i samarbejde med familien og barnet/den unge kan beslutte hvilken støtte der kan iværksættes.

Sagsbehandleren gennemgår den socialfaglige undersøgelse sammen med familien, der har mulighed for at komme med kommentarer inden den afsluttes.

Tidsfrister

Den socialfaglige undersøgelse skal som udgangspunkt være færdig senest 2 måneder efter, at Forvaltning for Børn og Familie har truffet beslutning om, at den skal udarbejdes.

Hvad er en handleplan?

Når den socialfaglige undersøgelse er afsluttet og sagsbehandleren har vurderet, at der er behov for støtte, vil sagsbehandleren sammen med familien udforme en handleplan. I handleplanen vil der være beskrevet hvilken støtte, der er besluttet at iværksætte, hvem der skal yde støtte, hvor lang tid støtten er bevilget samt hvad formålet med støtten er.

Sagsbehandleren gennemgår handleplanen sammen med familien. Familien har mulighed for at komme med kommentarer, inden handleplanen underskrives.

Handleplanen følges op løbende. Første opfølgning sker efter 3 måneder og herefter hvert halve år. Opfølgningen på handleplanen er med til at sikre at den bevilgede støtte virker og barnet/ den unge kommer i trivsel.

Hvilke rettigheder har barnet/den unge?

Barnet/den unge og familien har mulighed for at deltage i samarbejdet om sagsbehandlingen af den socialfaglige undersøgelse og handleplanen. Det er derfor muligt for familien at bidrage til indholdet i den socialfaglige undersøgelse og handleplanen. Familien har ret til ikke at samarbejde om sagsbehandling af den socialfaglige undersøgelse

Barnet/den unge og familien har ret til at se alle de indhentede oplysninger, som Forvaltning for Børn og Familie har modtaget.

Barnet/den unge har ret til at have en bisidder med til børnesamtalen.