Selvstyret presser Sermersooq til at bryde loven.

I år trådte persondataloven i kraft her i landet. Loven skal sikre borgerne mod misbrug af de mange personfølsomme oplysninger, som myndigheder i dag ligger inde med. Blandt disse er blandt andet oplysninger om, hvor du bor, hvor stor din lejlighed er, og hvad du betaler i husleje. Disse oplysninger er kun relevante for Kommuneqarfik Sermersooqs boligselskab Iserit A/S og ikke for den kommunale administration. Derfor er det kun Iserit A/S, der har adgang til dem. Alligevel har selvstyret adskillige gange forlangt, at Kommuneqarfik Sermersooq udleverer over 300 lejekontrakter.

”Vi vil gerne samarbejde med selvstyret, men vi vil ikke bryde loven, og persondataloven er klar. Den kommunale administration har ikke noget at bruge lejekontrakterne til og må derfor ikke være i besiddelse af dem”, siger Charlotte Ludvigsen.

Kommuneqarfik Sermersooq har flere gange gjort selvstyret opmærksom på, at kommunen ikke lovligt kan indhente lejekontrakterne og derfor ikke kan udlevere dem. Selvstyret har imidlertid valgt at sidde advarslerne overhørig og forlanger stadig at se kontakterne.

”Af en eller anden grund har selvstyret set sig sur på vores boliger, men det kommer faktisk bag på mig, at de i deres iver for at stoppe os er klar til at træde på borgernes fundamentale rettigheder.”

At Kommuneqarfik Sermersooq ikke lovligt kan indhente lejekontrakterne har kommunen fået bekræftet af advokater, men hvorfor selvstyret overhovedet ønsker kontrakterne, forstår Sermersooq ikke.

”Vi troede, at denne sag handlede om, hvorvidt kommuner må give tilskud til huslejen, når boliger videreudlejes. Hvorfor det er nødvendigt at se over 300 personlige lejekontrakter for at tage stillig til det, har jeg svært ved at se”, siger Charlotte Ludvigsen.