Arsuk: Fremtid i fjeldbestigning og moskusprodukter

Fremmødet var stort, da Kommuneqarfik Sermersooq med borgmester Charlotte Ludvigsen i spidsen havde inviteret til borgermøde i Arsuk. Omdrejningspunktet for borgermødet var inddragelse af borgerne i bygden i forhold til spørgsmålet om bygdens og Ivittuuts fremtid og potentialer. Turen gav desuden borgmesteren anledning til at besøge bygdens kommunale institutioner samt besigtige kommunens bygninger i Ivittuut.

Ledsaget af bygdebestyrelsesformand Niels Peter Mikaelsen lagde borgmester Charlotte Ludvigsen forud for borgermødet vejen forbi fiskerne, skolen, børnehaven, det tidligere alderdomshjem og ikke mindst fiskefabrikken for at få et nærmere indblik i, hvilke udfordringer og drømme borgerne i bygden går rundt med. Herefter holdte hun møde med bygdebestyrelsen bestående af Niels Peter Mikaelsen, Jørgen Kristensen og Hanne Jakobsen. Her blev blandt andet talt om fiskeriforhold og anlægsforhold i bygden.

- Jeg mener, at det er meget vigtigt, at vi – som kommune – er meget lydhøre over for borgerne i bygderne. Vi arbejder allerede nu ud fra bygdesektorplanen 2017 – 2021. Men vi kan ikke løse alle udfordringer bag et skrivebord i Nuuk. Udfordringerne løser vi også herude i fællesskab med bygdens borgere – og det kræver, at vi er her og at vi lytter, siger borgmester Charlotte Ludvigsen.

Senere på dagen havde Kommuneqarfik Sermersooq inviteret bygdens borgere til borgermøde og workshop. På borgermødet orienterede kommunens embedsfolk om status på anlægs og driftsprojekter herunder fremlæggelse af bygdeudviklingsplanen 2020-2024 for Arsuk. Udviklingsplanerne frem til 2024 blev i juni måned drøftet i Paamiut med samtlige bygdebestyrelser i Kommuneqarfik Sermersooq. Ud over dette blev Arsuks erhvervsprofil fremlagt og spørgsmål fra de fremmødte blev besvaret af kommunens embedsfolk.

Herefter blev de fremmødte inddelt i grupper og bedt om at sætte ord på deres syn på Arsuk og Ivittuuts fremtid. Efter livlig snak blandt bygdens beboere fremlagde grupperne deres visioner om blandt andet fjeldbestigning og moskusprodukter, og hvordan kommunen kunne være til hjælp i disse henseender.

Borgernes bidrag vil blive brugt fremadrettet, når det kontinuerligt vurderes, hvordan Kommuneqarfik Sermersooq kan støtte lokalsamfundet gennem kommunale faciliteter og udvikling af lokale erhvervsmuligheder.

Visit til Ivittuut og Kangilinnguit

Vejen til Arsuk gik desuden forbi ivittuut og Kangilinnguit/Grønnedal, hvor Arktisk Kommando behjælpeligt havde stillet både køretøjer og chauffører til rådighed for kommunen. Kort efter ankomst til Ivittuut fik borgmesteren og kommunens embedsfolk selskab af Arsuks bygdebestyrelse. I fællesskab blev kommunens ejendomme nærmere beset. Efter turen til Ivittuut blev det til en hurtig rundvisning i Grønnedal, hvor Arktisk Kommando også bød på en mindre forfriskning.

Se alle billederne fra turen herunder.