Borgerinddragelse bliver opprioriteret i Sermersooq

Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq har godkendt en ny strategi for borgerinddragelse. Den skal sikre at borgernes holdning ikke bliver glemt i den daglige sagsbehandling. Borgerinddragelse er højt prioriteret i Kommuneqarfik Sermersooq, men borgmesteren forventer at de nye strategi vil styrke indsatsen.

På kommunalbestyrelsesmødet d. 9 juni valgte kommunalbestyrelsen enstemmigt at godkende den nye strategi for borgerinddragelse. Strategien stiller krav til, hvordan og hvornår borgerne skal inddrages i beslutninger, og den giver forvaltningen en række værktøjer, der skal sikre mere transparens og fleksibilitet for borgerne. Tilsammen skal det munde ud i udbytterige borgerinddragelsesforløb for både beslutningstagere og borgere.

Bedre demokratisk inddragelse er en mærkesag for Kommuneqarfik Sermersooqs borgmester, Charlotte Ludvigsen. Hun glæder sig derfor over den nye strategi.

- Borgerinddragelse er utroligt vigtigt for mig. Vi skal udvikle en kommune som vores borgere ønsker at bo i, og det kan vi kun gøre ved ofte at tage dem med på råd. Derfor er jeg også glad for at kommunalbestyrelsen har vedtaget en så omfattende og forpligtende strategi for netop borgerinddragelse, som kan nå ud til mange folk. Lige meget om de sidder derhjemme eller dukker op til et fysisk møde, så sikrer vi, at vi har forhørt alle, siger Charlotte Ludvigsen.

Hun peger på at Kommuneqarfik Sermersooq i forvejen har gode erfaringer med at spørge borgerne til råds.

- I al min tid som medlem af kommunalbestyrelsen ved jeg at vi opnår bedre resultater når vi har inddraget borgerne i vores arbejde, for det er jo dem vi er her for, siger Sermersooq-borgmesteren.

Strategien, som netop er godkendt, skal sikre at indsatser tilpasses lokalt, og at de endelige løsninger giver mening for både borgerne og beslutningstagerne. Det betyder, at hvert enkelt borgerinddragelsesforløb eller enkeltstående event vil tage form efter og indeholde målrettede værktøjer alt efter kontekst, målgruppe, det enkelte projekt, og det man ønsker at få ud af processen.

Som et led i den ny strategi har Kommuneqarfik Sermersooq allerede taget et nyt digitalt værktøj til borgerinddragelse i brug: Kommuneqarfiga. På websitet kan borgere orientere sig om aktuelle deltagelsesprojekter og på forskellig vis deltage i udviklingsprojekter i kommunen.