Borger

Støtte til frivilligt socialt arbejde

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Kommuneqarfik Sermersooq støtter hvert år frivilligt socialt arbejde. I den første af to ansøgningsrunder i 2020 har to projekter fået tilskud til frivilligt arbejde, der gør en positiv forskel for socialt udsatte eller sårbare grupper i Kommuneqarfik Sermersooq. Det drejer sig om Natteravnene i Nuuk og Mad og Masterclass.

Hvert år afsætter Kommuneqarfik Sermersooq et beløb til frivilligt arbejde med et socialt sigte. Formålet med puljen er at hjælpe organisationer, foreninger og enkeltpersoner med at lave frivillige aktiviteter målrettet gruppen af socialt udsatte.

I den første af to ansøgningsrunder i 2020 har Forvaltning for Velfærd og Arbejdsmarked modtaget og godkendt to ansøgninger om tilskud til frivilligt arbejde med et socialt sigte. De to projekter, der har opnået støtte, er Natteravnene i Nuuk og Mad og Masterclass.

– Jeg er glad for, at vi kan støtte disse projekter, som er med til at skabe tryghed og løfte livskvaliteten for de unge. Vi skal gribe de frivillige initiativer, vi kan – og det er det her et eksempel på, at vi har gjort, fortæller formanden for Udvalg for Velfærd og Arbejdsmarked i Kommuneqarfik Sermersooq, Inge Olsvig Brandt.

Natteravnene i Nuuk giver børn og unge mulighed for kontakt med en ansvarlig voksen i et tidsrum, hvor andre tilbud som oftest er lukkede. Natteravnenes formål er at medvirke til at skabe større tryghed og hjælpe børn og unge til øget livsglæde. Projektet er støttet med 25.000 kr.

Til projekt Mad og Masterclass er fokus på socialt samvær og madlavning. Konkret går projektet ud på, at en frivillig voksen med gode madlavningskundskaber inviterer socialt udsatte unge i Foodlab, hvor de i fællesskab vil lave sund og god mad. Projektet er støttet med 46.500 kr.

Afslutningsvist vil Forvaltning for Velfærd og Arbejdsmarked meddele, at fristen for anden ansøgningsrunde er den 1. oktober 2020. Oplysninger om ansøgningsprocessen kan findes på kommunens hjemmeside.