Gradvis genåbning af daginstitutioner og AKO'er

Fra på mandag d. 20. april åbner daginstitutionerne og AKO’erne i Nuuk igen, efter at have været lukket siden den 19. marts. Det betyder at forældrene kan aflevere børnene i deres sædvanlige institution.

Som udgangspunkt er institutionerne åbne som normalt, men da mange børn ikke har været i institution i en måned, forventes det at der kan blive enkelte indkøringsvanskeligheder.

”Det vigtigste for os er, at få børnene tilbage til deres institutioner på mest betryggende vis. Det kan i nogen tilfælde betyde, at institutionerne ikke kan tage lige så mange børn som normalt. Hvis det er tilfældet, har institutionslederne i den første periode fået lov til at afvise børn, hvis forældrene ikke har et samfundsvitalt arbejde”, siger direktør for Forvaltning for Børn og Skoler, Lone Nukaaraq Møller. 

På daginstitutionerne er der iværksat en lang række tiltag, der skal begrænse risikoen for smitte blandt børnene.