Borgerne hjælper hinanden gennem coronakrisen

På få dage er der kommet over 6.000 medlemmer af en Facebook-gruppe, hvis formål er at få borgerne til hjælpe hinanden gennem coronakrisen. Helt og aldeles frivilligt.

Stort set alle har fået vendt op og ned på deres hverdag som følge af udbruddet af coronavirus, og for nogle er det forbundet med meget store problemer. Derfor er der nu oprettet en Facebook-gruppe ved navn ”COVID19-mut illersorumallutik angerlarsimaannartut ikorfartoqatigiiffiat”, og på rekordtid er mere end 6.000 medlemmer strømmet til.

”Det er meget overvældende, at det er gået så hurtigt. Det viser, at folk virkelig er villige til at træde til, når der brug for det”, siger Lars Karl Johannes Olsen, som er en af gruppens administratorer.


Forskellige behov, forskellig hjælp

Gruppens hovedformål er, at folk skal hjælpe hinanden på frivillig basis, og der er ingen penge involveret. Hovedparten af indsatsen ydes af folk, der køber ind for andre, der ikke kan komme ud på grund af hjemmekarantæne eller lignende, men det kan også godt bare være et sted at finde nogen at snakke med.

”Der er også nogle, der har hjulpet med at finde værelser til de efterskoleelever, som fornylig er kommet hjem, og som skulle direkte i karantæne” siger Lars Karl Johannes Olsen.

Han er desuden gået i frivillig hjemmekarantæne, da han har haft sin gang på universitetet, ligesom en person, som er konstateret smittet med coronavirus. Og siden da, har han selv fundet hjælp til indkøb gennem gruppen.


Svært at administrere

Da der ikke er penge til markedsføring, er Facebook det helt rigtige sted at få spredt ordet, fordi der er så mange brugere i Grønland.

Det betyder dog også, at administratorerne af og til har lidt svært ved at styre gruppen og sikre sig, at alle opslag holder sig til emnet – at borgerne skal hjælpe hinanden.