Hvorfor skal de udsatte og børnene betale prisen?

Af Udvalget for Børn og Familie, Kommuneqarfik Sermersooq


På familiecentrene i Kommuneqarfik Sermersooq arbejdes der for at skabe trygge rammer for udsatte børn og deres familier. Her leverer man støtte og hjælp børn og familier, der har et særligt behov for det. Det kan være børn, der har været udsat for traumatiske begivenheder, som har brug for en helt særlig støtte for at komme godt videre i livet. Det kan være familier, der har behov for en vejledende hånd. Den ekspertise, som man gør brug af på familiecentrene, kan ikke bare overføres til almindeligt velfungerende familier. Almindeligt velfungerende familier har nemlig ikke de samme behov for psykologisk eller pædagogisk behandling. Almindeligt velfungerende familier har ikke behov for vejledning i forhold til, hvordan man kan komme til at fungere bedre som familie. Det ligger i familiens natur som velfungerende, at det ikke er tilfældet.


I det høringsmateriale som Naalakkersuisut har sendt i høring foreslår man blandt andet, at en række indsatser skal planlægges, som skal omfatte alle familier med børn i alderen 0-18 år. Målet er at alle børn i alderen 0-18 år skal ses af en fagperson en gang årligt. Det er en ambitiøs vision, og vi deler ønsket om at nå målsætningen.


Det fremgår også af høringsmaterialet, at Naalakkersuisut ønsker at Børne- og Familiecentrene skal henvende sig til alle familier, at der skal være universelle tilbud for forældre og børn og at tilbuddene skal have karakter af både almen forebyggelse samt behandling til udsatte familier.


Vi ser med sympati på målsætningen, som Naalakkersuisut fremlægger i høringsmaterialet. Desværre må vi stille os kritiske over for, hvordan man vil realisere de store ambitioner, man lægger op til uden at det kommer til at gå ud over de svageste familier og de børn, der mest brug for hjælp.


Vi ved fra erfaringer fra bl.a. Naalakkersuisuts eget MANU projekt, at udsatte familier i mindre grad gør brug af tilbud, der retter sig mod alle typer familier. Det kan der være flere årsager til, men vi skønner, at det hyppigst er fordi udsatte familier ikke ønsker at sammenligne sig med velfungerende familier, da denne sammenligning afføder negative følelser for de udsatte familier.


I øjeblikket gør 93 familier brug af kommunens tilbud om tidlig indsats. Det er en indsats, som er målrettet og fokuseret på at skabe resultater for en særlig målgruppe – nemlig familier, der har brug for ekstra støtte eller hjælp. Personalet, der varetager denne opgave, er klædt særligt på til at hjælpe netop denne målgruppe, og løser den i nært samarbejde med sundhedsvæsnet.


På Familiecentret i Nuuk får 47 familier med 95 børn støtte og hjælp. Hvis familiecentrene åbnes for alle, er vi bekymret for, at behandlingen bliver usammenhængende, når så mange forskellige typer familier skal betjenes – alt fra udsatte til velfungerende.
Hvis familiecentrene åbnes for alle, er vi bekymret for, at personalet vil se sig nødsaget til at brandslukke – og dermed ikke give det udsatte familier den kvalitetsbehandling, som de har brug for.
Hvis familiecentrene åbnes for alle, er vi bekymret for, at færre bliver færdigbehandlet og gennemfører forløb.


For at kunne levere stærke resultater på et område, som allerede har stor bevågenhed fra blandt andre FN, er vi nødt til at målrette indsatsen. Hvis familiecentrene og tidlige indsatser gøres til universelle tilbud, bliver det de udsatte familier og børn, der betaler prisen – og lad os minde Naalakkersuisut om, at det er en høj pris traumatiserede børn betaler hele livet.


Socialstyrelsen har allerede afsat midler til at hjælpe kommunerne med sagsbehandling, behandlingstilbud for børn og unge, der har været udsat for seksuelle overgreb samt behandling af voksne, der lider af senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. Jævnfør finanloven 2020 kan vi dog se, at disse midler er blevet kraftigt reduceret for at tilgodese Paarisa. I stedet for at yde hjælp til kommunerne omkring udsatte børn, så er den helt store sundhedsfremmende indsats sat i værk i styrelsen.


Vi mener ikke, at det er passende at styrke sundhedsområdet på bekostning af flere seksuelle overgreb eller dårlige behandlinger at traumatiserede børn. Det håber vi heller ikke, at Naalakkersuisoq Martha Abelsen mener.


Vi mener derimod, at et stærkt resultat kræver en målrettet indsats. Det betyder, at midler og energi skal gå til at hjælpe socialt udsatte familier, så flere børn fra socialt udsatte familier får en tryg og glad opvækst.


Vi deler Naalakersuisuts målsætning om at hjælpe alle typer familier. Desværre kan vi konstatere at Naalakkersuisuts fremgangsmåde er dybt urealistisk. Det er urealistisk at forestille sig at familiecentrene kan levere samme kvalitetsbehandling til udsatte familier og børn, når man øger arbejdspresset. Det er urealistisk, at forestille sig at familiecentrene kan levere samme målrettede indsats, når målgruppen udvides. Det urealistisk, at forestille sig at familiecentrene kan levere samme indsats, når midlerne til socialområdet reduceres.


Det vil derimod blive en realitet, at børn og udsatte familier kommer til at betale prisen, hvis Naalakkersuisuts forslag bliver til virkelighed.

 

 

Kommuneqarfik Sermersooqs Udvalg for Børn og Familie, Uju Petersen, Rasmine Geisler, Inge Olsvig Brandt, Knud Mathiassen & Ane Egede Mathæussen