Rejsegilde for ny jordstation i Tasiilaq

Borgmester Charlotte Ludvigsen deltager i dag, torsdag den 3. december, i et virtuelt rejsegilde for en ny jordstation, der skal give Tasiilaq og dens bygder bedre internet.

Forbedringen af internettet i Tasiilaq er blevet til virkelighed, i et samarbejde mellem Tele Greenland og Kommuneqarfik Sermersooq. Kommunalbestyrelsen har bevilget 5 millioner om året for at gøre projektet muligt.

”Normalt er internet ikke noget en kommune tager sig af, men i Kommunalbestyrelsen syntes vi ikke, at vi bare kunne se på, mens vores borgere gik glip af de muligheder som internettet giver. Jeg er særligt glad for de muligheder et bedre internet giver i skolen. Nu kan Tasiilaqs børn, lige som skoleelever i resten af kommunen, modtage undervisning på iPads”, siger borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Charlotte Ludvigsen.

Samtidig får det forbedrede internet en stor betydning for kommunens sagsbehandling i Tasiilaq. Hidtil har de ansatte på østkysten ikke kunne benytte de samme systemer som resten af kommunen, da systemerne bruger for meget båndbrede.  

”De får nu det rigtige værktøj til moderne og effektiv sagsbehandling. Vi meget glade for samarbejdet med Tele Greenland. Det har været dejligt at se, hvad vi kan opnå når vi arbejder sammen om et fælles mål”, siger Charlotte Ludvigsen.

 

Første skridt mod bedre internetforbindelser
Tele Greenland vil forbedre og udbygge infrastrukturen i over de næste år. I år bliver det Tasiilaq og til  næste år Ittoqqortoormiit. Det kræver noget helt særligt at bygge teleinfrastruktur i barskt arktisk klima med store afstande, og træerne vokser ikke ind i himlen

”Selv de bedste satellitløsninger vil ikke kunne give de samme kundeoplevelser som i søkabelområderne, men vi arbejder hårdt på at sikre kunderne langt bedre internetkapacitet i satellitområderne, end man har i dag. Dette er muligt takket være det gode samarbejde vi har med bl.a. Kommuneqarfik Sermersooq”, siger administrerende direktør, i Tele Greenland, Kristian Reinert Davidsen

Den nye Jordstation og moderniseringen af den eksisterende antenne i Tasiilaq, står klar i dag som et tydeligt bevis på en stærk indsats, godt samarbejde og hårdt arbejde mellem Tele Greenland A/S samarbejdspartnere og det lokale entreprenørfirma i Tasiilaq. Administrerende direktør i Tele Greenland A/S, Kristian Reinert Davidsen siger i dagens anledning:

”Vi vil lykønske alle vores kunder i Tasiilaq og bygderne, og ikke mindst en stor tak til alle dem, der har bidraget med hårdt arbejde under svære vilkår, i at tage det første skridt i opgraderingen af teleinfrastrukturen i satellitområderne.”