Borgmester: Katastrofe på boligområdet

Boligsagen kan have sat arbejdet med at skaffe offentlige boliger i Nuuk år tilbage 

I Sermitsiaq kan man i dag læse, at flere pensionskasser foreløbigt har valgt ikke at investere i opførslen af 200 Iserit-boliger i Qinngorput. Konsekvensen kan i værste fald blive, at en stor del af boligerne ikke bliver opført.

De to pensionskasser har valgt af smække pengekassen i, fordi Naalakkersuisuts tilsynssag mod Kommuneqarfik Sermersooq, i deres øjne, skaber uvished om reglerne på boligområdet. Det frustrerer borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Charlotte Ludvigsen.

”Hvis Naalakkersuisuts mål med sagen har været at stoppe boligbyggeri i Nuuk, må man sige at missionen er lykkedes. Vi har ikke indgået nogen lejekontrakter i år, og som en bonus kan sagen have stoppet 200 fuldt finansierede boliger i Nuuk. De eneste det kommer til at ramme er borgerne i Nuuk”, siger Charlotte Ludvigsen.

Kommuneqarfik Sermersooq har sammen med datterselskaberne Iserit A/S og NCD A/S i flere år arbejdet på at finde ekstern finansiering af offentligt boligbyggeri. En stor del af indsatsen har været at vedtage Hovedstadsstrategien, som er en langsigtet plan for Nuuks udvikling, så investorer kan føle sig trygge ved udviklingen.

”En enig kommunalbestyrelse har gjort alt for at skabe vækst og stabile rammebetingelser, netop for at tiltrække investorer. Netop som det arbejde var ved at bære frugt, bliver vi saboteret af Naalakkersuisut”, siger Sermersooqs borgmester.

Mens borgmesteren finder det tydeligt, at Naalakkersuisut ikke ønsker boliger i Nuuk, er hun mere i tvivl om hvad Naalakkersuisut rent faktisk ønsker.

”Naalakkersuisut har ikke turde at lave en sammenhængende strategi for bosætningen her i landet. Deres eneste politik på området er af forsinke udviklingen ved at sabotere indsatsen i Nuuk”, siger Charlotte Ludvigsen.

At boligsagen er endt som et langtrukket slagsmål i stedet for en politiks forhandling, ærgrer borgmesteren.

”Fra den dag boligsagen startede, har vi inviteret til drøftelser, for at finde en løsning som begge parter kunne leve med. Det har Naalakkersuisut ikke ønsket. Nu kan man se konsekvensen af deres politik”, understreger Charlotte Ludvigsen.