Fortjente skulderklap til kommunens idrætsudøvere

Idrætsdagen den 6. januar blev markeret med arrangementer i Nuuk, Tasiilaq, Paamiut og Ittoqqortoormiit, hvor idrætsudøvere fra hele Kommuneqarfik Sermersooq blev hædret for en flot indsats på mange forskellige områder.

Sportsudøvere fra en bred vifte af forskellige discipliner var samlet til den årlige Idrætsdag i Nuuk, Tasiilaq, Paamiut og Ittoqqortoormiit. I Nuuk var borgmester Charlotte Ludvigsen mødt op, og fra scenekanten fik hun sendt masser af rosende ord af sted til sportens folk i hele kommunen - lige fra elitesportsudøvere til fritidsmotionister.


Masser af diplomer og fornemme priser

Under arrangementet blev der uddelt mere end 323 diplomer til forskellige atleter og frivillige, og de mest prominente blev overrakt af forskellige politikere.

Ikke overraskende tog Ukaleq Slettemark prisen som Årets Idrætsnavn efter at vundet verdensmesterskabet i skiskydning i sin aldersgruppe. Hun havde sendt en videohilsen, da hun bor i Norge, hvor træningsforholdene for skiskytter er bedre.

Fortuna Hjørring-spilleren Asii Kleist Berthelsen fik prisen for årets talent, mens GSS-Håndbold vandt priser for årets hold både for damer og herrer. Årets Leder blev Jens Kristian Berthelsen fra NS-84, og svømmetræner Jonas Tetzschner kan kalde sig Årets Træner.

Alle priser blev overrakt af kommunens politikere med undtagelse af Opmuntringsprisen, som Idrætsrådet havde fornøjelsen af give til Jørgen Isak Olsen.


Musik og bløde stole

Ud over priser og taler var der også musikalske indslag fra blandt andet 3950 Band, og så blev et par store sportspersonligheder inviteret op på scenen til en hyggelig snak om løst og fast.

Anni Damgaard, som tidligere har fået prisen som Årets Leder, fortalte om sit bestyrelsesarbejde, og Arnannguaq Steenholdt talte om, hvordan man fortsat kan motivere sig efter at have siddet på GM-tronen i håndbold i ti år i træk. Desuden var Kim Godtfredsen i den varme stol for at give et tilbageblik på 30 år som aktiv idrætsudøver.


Ukaleq Slettemark

Ukaleq Slettemark - Årets Idrætsnavn



Asii Kleist Berthelsen - Årets Talent



GSS Håndbold - Årets hold hos damer og herrer



Jens Kristian Berthelsen - Årets Leder



Jonas Tetzschner - Årets Træner



Jørgen Isak Olsen - Opmuntringsprisen