Uju til partiformand: Tal med hinanden

En udtalelse fra formanden for Demokraterne i Sermersooq Vest, har efterladt formanden for Kommuneqarfik Sermersooqs Udvalg for Børn og Familie, Uju Petersen dybt forunderet. Anna Wangenheim er forarget over at der endnu en gang er blevet bevilliget ekstra penge til anbragte børn i Kommuneqarfik Sermersooq.

”Jeg må spørge mig selv om Anna Wangenheim overhovedet taler med sine partikammerater. Demokraterne havde nemlig ingen kommentarer da bevillingen blev godkendt i Udvalg for Erhverv og Økonomi eller i Kommunalbestyrelsen, det er derfor ganske mærkværdigt at se en bevillig til sårbare børn mistænkeliggjort af et partimedlem der ikke er folkevalgt”, siger Uju Petersen.

Lokalformanden henviser også til en omtale i Sermitsiaq.ag om samarbejdsvanskeligheder med privatejede døgninstitutioner om at få udskrevet unge, som et internt kommunalt samarbejdsproblem, hvilket har betydet at en forventet besparelse ikke er blevet realiseret.  En udtalelse der også undrer Uju Petersen.

”Jeg medgiver at børne- og unge området har mange forskellige aktører og at det kan være svært for udeforstående at holde rede på dem, men at tro at kommunen har ledelsesret over private døgninstitutioner lyder stadig noget mærkværdigt”, siger Uju Petersen.

Uju Petersen mener derfor det ville klæde Demokraternes lokalformand at søge oplysninger internt før hun udtaler sig offentligt.

”Jeg skal ikke blande mig i hvordan andre partier driver politik, men jeg mener det ville være en god ide hvis Anna Wangenheim søgte sine svar hos de to demokrater, der leverer en seriøs indsats i kommunalbestyrelsen, i stedet for at udstille sin uvidenhed i fuld offentlighed”, siger Uju Petersen.