Borgmesterens tale til Nationaldagen 2019

Tale Nationaldag 2019 – Nuuk

Kære venner – kære borgere i Nuuk – kære borgere i Grønland.

Glædelig nationaldag.

Som det første vil jeg gerne lægge ud med at ønske jer alle en dejlig morgen og sige velkommen her til Kolonihavnen i Nuuk, hvor vi som altid fejrer vores nationaldag.

Som I ved er dette min første nationaldagstale i de disse historiske omgivelser. Min første tale som borgmester. Derfor er i dag også noget helt særligt for mig.

Vi takker vores forhenværende borgmester, som har stået i spidsen for vores udvikling og har opnået rigtig meget. Jeg vil arbejde videre med vores visioner og målsætninger som vi har sat os for, som vil sikre et bedre liv i fremtiden. Jeg ved udfordringerne er store, specielt på det sociale området, men det er udfordringer mit hjerte brænder for.

Vi har gjort rigtig meget på børneområdet, men det har ikke lykkedes for os endnu – det må vi se i øjnene og indrømme. Der er for mange børn der lever med utryghed. Vi skal værne og beskytte dem. Vi må ikke som samfund acceptere som børnene bliver udsat for, for børnene er vores guld og vore fremtid. De er vores ansvar. De er vores hjerteblod. 

Det kommer til at kræve en stor indsats fra rigtigt mange mennesker, at rette op på vores problemer, og det er en indsats og en kamp, som vi skal stå sammen om.– og vi skal stå sammen om, at ændre samfundet i en retning, hvor børn bliver mere og mere værdsat – hvor børn beskyttes og hjælpes, hvis man mærker, de slås med livet.

Det skal vi kunne som samfund i fællesskab. Og jeg ved, vi kan, for jeg har de seneste år set en meget positiv udvikling i netop den retning. Flere og flere står frem og siger fra. Flere og flere støtter. Det er vores styrke her i Grønland – vi er der for hinanden, når det brænder på, og det gør det nu.

Jeg vil love jer en ting: Jeg ville lytte til alle forslag, inddrage alle og samarbejde alle på tværs af partier og landegrænser for at løse vores sociale problemer. Sammen er vi stærkest og sammen kan vi nå i mål.

Godt, nu er det jo nationaldag, og derfor skal hele min tale ikke handle om de udfordringer, vi har foran os.

På nationaldagen fejrer vi vores smukke land. Vi er en lille befolkning i en stor verden, men vi er også et stærkt og stolt folk. Verdenssamfundet har rettet blikket mod os i det arktiske som en følge af klimaforandringerne. Isen smelter omkring os, og forholdende ændrer sig for mange. Dette vil helt sikkert på sigt ændre livet for nogle i Grønland, men det åbner også nye døre. Jeg tror, at vi har en guldåre foran os i form af ny turisme. Vi skal blot gribe ud og skabe de faciliteter, der skal til – som stærke lufthavne, skibshavne og gode muligheder for oplevelser og overnatning. Det går allerede den rette vej her også, og det glæder mig. Mange lande har lagt om og tjener stort på turister; det kan vi også – det skal bare hele tiden være i balance med vores natur og os selv.

MEN! Vi må aldrig miste taget i, at dette først og fremmest er vores land.   

Nationaldagen er en dag, hvor jeg personligt fyldes med taknemmelighed. Det er nu ti år siden, at Kommuneqarfik Sermersooq blev oprettet, og 10 år siden Selvstyret blev indført. Og jeg er virkeligt stolt over, at jeg i dag kan stå her som borgmester for både øst og vest. Vi har brug for dette sammenhold mellem øst og vest nu – og dette sammenhold er vores sande rigdom, men kun hvis vi, forstår at værne om det og holde fast i, at vi kan, hvad vi vil. Det er dét, vi skal bygge vores fremtid op omkring: Dét at stå sammen, støtte og hjælpe hinanden – hver dag.

Lad det være det mål, vi tager med os ind i den vidunderlige, grønlandske sommer, der allerede har lagt sig om os. Lad os glæde os over, at vi har så stærkt et sammenhold og samfund. Jeg glæder mig i hvert fald over det, og jeg er stolt over – sammen med jer – at være en del af dette land.

Endnu en gang ønsker jeg jer alle en rigtig smuk og glædelig nationaldag.