Borger

Adresserne bliver bedre

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

En lang række borgere har fået ny adresse uden at flytte

For eksempel skal borgere, der bor i Blok 1 i Nuuk i fremtiden bede om at få sendt deres post til H.J. Rinksvej 10. Årsagen til den ændring er, at Grønlands Adresseregister er blevet etableret, og alle adresser nu er indtastet på samme måde.

Der findes omkring 30.000 adresser i Grønland og historisk set er de blevet registreret på forskellige måder i de forskellige kommuner og vedligeholdt på mange forskellige måder hos både virksomheder og offentlige myndigheder.

Efter to års arbejde er alle grønlandske adresser nu samlet i Grønlands adresseregister (GAR) og der arbejdes på at skyggeregistre nedlægges, så alle henter adresser i GAR. Det er der en række fordele ved.

”Ud over at spare arbejde hos de forskellige virksomheder og myndigheder, som har vedligeholdt deres egne adresseregistre, vil det gøre det lettere at finde rundt både for borgere og postvæsnet. Måske endnu vigtigere er det, at politi og beredskab kan finde en adresse hurtigt i forbindelse med udrykninger”, siger Afdelingschef i Digitaliseringsstyrelsen, Tom Nørregaard Andersen.

Det nye register gør det også muligt at tjekke om en bopælsadresse er lovlig, før den godkendes. Det er for eksempel ikke lovligt at have bopælsadresse i ejendomme, der kun er beregnet til erhverv.

På Sullissivik.gl er det muligt at flytte digitalt. Her bliver man mødt af en liste af bopælsadresser, som man som borger kan flytte til. Hvis den adresse, man ønsker at flytte til, ikke findes i listen, kan man kontakte kommunen, som så vil undersøge, om adressen findes og er lovlig. Hvis den er det, vil den blive tilføjet listen.

Grønlands AdresseRegister (GAR) er en del af Grunddataprogrammet, som hører under Naalakkersuisuts digitaliseringsstrategi. Læs mere her http://www.digitalimik.gl/ og kontakt digitalisering@nanoq.gl for yderligere informationer.