Rejsende terapeuter: De hjælper børnene i Tasiilaq

Elisabeth Wille og Kaalat Wilche er begge psykoterapeuter. De udgør det rejsehold, som hver måned rejser til Tasiilaq i en uge. Her hjælper de børn, unge mennesker og forældre eller plejefamilier, der har behov for hjælp.

Rejseholdet startede arbejdet i juni 2018, og er et projekt Kommuneqarfik Sermersooq har lavet i samarbejde med socialstyrelsen.

Hjælp ønskes – hjælp gives

”Det første vi gik i gang med, var at gøre indbyggerne i Tasiilaq opmærksomme på, at nu er vi her, og vi er kun her for at hjælpe” fortæller Elisabeth Wille. Dertil var både Elisabeth og Kaalat på besøg på elevhjemmet, for at tilbyde personalet, at de altid står klar til at hjælpe.

”Vi har børn fra 6 til 17 år som vi behandler. Vi samarbejder med politi, skole, sundhedsvæsenet, Børne Familie centeret samt børnefamilieafdeling, så der er mange inde omkring sagerne,” fortæller Kaalat Wilche.

Børn og familier bliver henvist, hvorefter psykoterapeuterne indkalder barnet og forældre. På mødet fortæller psykoterapeuterne hvad terapi er, og tilbyder derefter barnet et terapiforløb. Barnet skal selv besluttet om det vil tage imod tilbuddet. ”Vi støtter og lytter til dem, men vi kan ikke tvinge dem til at starte i terapi forløbet” fortæller Kaalat Wilche.

”Ikke alle tager imod tilbuddet, vi kan jo kun gætte på hvorfor de ikke ønsker hjælp, men når man når 15-16 års alderen kan det være svært at stole på voksne mennesker. De har allerede en kamp at kæmpe, og derfor kan det være svært at bede om hjælp,” fortæller Elisabeth Wille.

 ”Men det betyder ikke at de bliver glemt. Her tager Børne og Familie centeret over, så ingen er overladt til dem selv,” forklarer Elisabeth Wille.

Det er ikke kun ofrene for det seksuelle overgreb der har behov for hjælp. Også forældre og plejeforældre får tilbudt hjælp i form af samtaler med psykoterapeuter.  ”De fleste af de pårørende tager imod tilbuddet,” fortæller Kaalat Wilche. ”Det kan jo være svært at få talt ud om problemer, og derfor er det også vigtigt at vi også hjælper de pårørende,” siger Elisabeth Wille.

Et skridt i den rigtige retning

De to psykoterapeuter slår fast, at man ikke bliver tvunget til at fortælle sin historie. ”Det er selvfølgelig forskelligt fra barn til barn hvilken behandling de får. Det handler om hvordan barnet har det, og hvad det er, de har været igennem,” forklarer Kaalat Wilche. ”Det var svært i starten. Det kræver en utrolig masse tillid, og det er svært at sætte ord på ubehagelige oplevelser i barndommen, men langsomt åbner de sig op, og de kan begynde at fortælle om hvad de har været igennem. De har et terapeutisk frirum hos os, og man kan mærke taknemligheden hos dem,” fortæller Kaalat Wilche.

Lige nu rejser Elisabeth og Kaalat sammen som rejsehold for at hjælpe personer der er ofre for seksuelt misbrug, eller hvis de unge har gennemgået en svær periode i deres liv. De håber at der vil komme flere hænder, som kan hjælpe til. ”De unge går rundt med en tung og fyldt rygsæk, og den skal vi være med til at hjælpe med at fjerne” siger Elisabeth Wille.

De to kan mærke at terapi har været godt for de unge. ”Vi mærker at de unge gerne vil gøre noget godt for deres liv, og de har venner som de betror sig til. Derfor kan de unge mærke på hinanden at det faktisk er godt at tale om de svære ting, og de kan mærke på hinanden at de hviler mere i sig selv” siger Elisabeth Wille.

Stor styrke

Elisabeth Wille og Kaalat Wilche er glade for deres arbejde. ”Man føler sig så velkommen i Tasiilaq, og vi føler at folk glæder sig til at tale med os,” siger Kaalat Wilche. ”Den velkomst man får, fra dem der bor i Tasiilaq er utrolig. De folk giver en styrke og glæde, og det er fantastisk at opleve. Vi kan mærke på dem, at der er mange som er taknemmelige for at der kommer et rejsehold til byen,” siger Elisabeth Wille.

”Det at vi kan hjælpe andre giver også en stor glæde, og vi håber at der i fremtiden vil komme endnu flere terapeuter der kan hjælpe børn og familier med det forskellige problemer  fra deres daglig liv” siger Kaalat Wilche.